En spruttende arrig talsmand afviser, at Leonardo DiCaprio skal være far og betegner det som 'frit opfundet forbandet sludder', at skuespillerens kæreste Bar Refaeli skulle være gravid.

Den britiske frokostavis Daily Mirror ville i sidste uge vide, at parrets første barn var på vej og bladet udpenslede, hvordan DiCaprio øvede sig på faderrollen i selskab med vennnen Tobey Maguires datter Ruby.

Skriverierne får DiCaprios talsmand til at krydre et dementi med farverige gloser:

- Sådan en omgang forbandet ævl. Den historie er sgu grebet ud af den tomme luft. Det er 100 procent opspind. Det rene lort fra ende til anden, lyder det.

Daily Mirror gentog også rygtet om, at DiCaprio og Refaeli forlovede sig under et nyligt besøg hos hendes forældre i Tel Aviv. Det dementerer talsmanden ikke.