Den får for fuld farce i 'Min familie', der er sjov og bitchet og meget amerikansk.
Hun spiser piller, jeg drikker! forklarer Jesper Langberg kynisk. Det er Ghita Nørby , han taler om. Mens Langbergs rolle i 'Min familie' er lillebitte (han forsvinder efter første scene), så er Ghitas stor heldigvis!For hun ruller hele sit komiske udtræk ud som gamle Lizzie, der har hang til beroligende medicin af mange forskellige mærker. Hun tumler totalt skæv omkring, læsper, hvisler ud mellem fortænderne og snubler over både ord og møbler. Det er længe siden, Ghita Nørby har været så morsom... ja, måske er det her det sjoveste, hun nogensinde har vist os!
Hun er rablende morsom i Betty Nansen Teatrets opsætning af dette nye, amerikanske stykke, der går sin sejrsgang for tiden.
Det rager os ikke
Det er en familiekomedie, der giver mange gode spillere mulighed for at demonstrere komisk tæft og timing. Men trods skeletternes raslen i familie-skabene bliver 'Min familie' aldrig rigtigt vedkommende.
Vi morer os, men personerne rager os egentlig ikke, fordi stykket er drama på en sæbeopera-agtig 'light' måde. Opsætningen holder dampen oppe i de flere end tre timer, forestillingen varer men ikke vores interesse!
Handlingen udspiller sig i det nedslidte familiehjem, hvortil Lizzies søster og voksne døtre ankommer, fordi farmand er forsvundet. Moster er en herlig, strid strigle en drømmerolle for Margrethe Koytu.
Kvinde-kamp
Lizzies ældste datter (Karen-Lise Mynster) er forbitret. Den mellemste (Tammi Øst) er forkrampet og den yngste (Ann Eleonora Jørgensen) er forvirret. I varierende kombinationer går de fem kvinder i flæsket på hinanden. Det er sjovt, bitchet og meget amerikansk.
I familien Mørch er alle 'mig'-fikserede og forurettede. Det kommer der mange kvikke one-linere ud af. En snart eks-ægtemand (Bjarne Buur), en modvilligt tilkommende (Bjarne Henriksen) og en akavet voksen søn (Thomas Bo Larsen) er de medbragte mænd, der sætter kvindernes sind og hormoner i kog.
I sin iscenesættelse gir Peter Langdal den for fuld farce. Det er meget sjovt meget tit, men bliver alligevel tomgang til sidst, fordi smerten altid kan overdøves af et godt grin.
