Katrine Winkel Holm, som er formand for Trykkefrihedsselskabet, bliver igen en del af DRs bestyrelse.

Dansk Folkepartis nuværende medlem af bestyrelsen, Ole Hyltoft, må træde tilbage på grund af sygdom, skriver Mediawatch, og i stedet genindtræder Katrine Winkel Holm.

Udover at være formand for Trykkefrihedsselskabet var Katrine Winkel Holm i 2006 med til at stifte Islamkritisk Netværk i Folkekirken.

Hun blev udpeget til bestyrelsen i 2006 af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K), men sidste år udnævnte kulturminister under SR-regeringen, Marianne Jelved (R), to nye medlemmer til bestyrelsen, hvilket kostede Katrine Winkel Holm posten.

Trykkefrihedsselskabet blev grundlagt af journalisten Lars Hedegaard og taler særligt for retten til at ytre sig. På foreningens hjemmeside står der, at Trykkefrihedsselskabet »forsvarer det frie ord, uanset hvem, der truer det.«

Særligt har Trykkefrihedsselskabet markeret sig med en kritik af islamisme.

BNB