AF STEFFEN JUNGERSEN

To måneder før D-A-Ds altafgørende niende album udsendes, besøgte B.T. et selvransagende dansk nationalorkester.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er en taknemmelighed for, at der stadig er et budget, at der stadig er et publikum derude, og at vi stadigvæk kan få lov. Om der er ydmyghed? Well, der var da en periode, hvor jeg ikke havde lyst til at gå uden for en dør. Jeg ved så ikke, om det var ydmyghed eller bare en angst...Jesper Binzersanger i D-A-D

D-A-D og Deres udsendte har sådan set mødtes så tit. Forskellen på denne og så mange andre gange, d'herrer og jeg er rendt sammen de sidste 15-17 år, er dog, at D-A-D de sidste to år for første gang i karrieren har prøvet af have en stemning imod sig.

Vi er således nødt til at snakke om andet end, hvor fedt (og meget mere om fedt senere) bandets niende album, som udkommer 23. maj, bliver.

Vi tager indianerteltet ved pløkkerne. Stemningen mod D-A-D havde i høj grad rod i D-A-Ds rolle i den meget omtalte WigWam-turné konkurs i august 2002.

Da turnéen med D-A-D og Thomas Helmig som hovednavne gik på bagpartiet og trak management-bureauet Rock On med sig i faldet. Kreditorerne krævede sammenlagt 28 millioner kroner fra boet.

Helmig og D-A-Ds udtalelser i pressen om, at der stod mange penge på spil også for dem blev udlagt, som om musikerne var økonomiske medarrangører.

Skaden var sket
Det var i følge musikerne ikke tilfældet, men de gik i løbet af sommeren glip af indtægter fra festivaler, som de havde sagt nej til, fordi de skulle spille WigWam i august.

Men skaden var sket.

I manges bevidsthed stod musikerne som om ikke andet så moralsk medansvarlige, og ridserne i rockens mytologisk permanente Pink Cadillac stod ikke sådan til at udbedre.

D-A-D fik via WigWam lejlighed til at lære på den hårde måde, at der altså kun er én i verdenshistorien, som nogensinde har kunnet gå på vandet. Og han hed ikke Binzer til efternavn.

»Jamen korrekt,« siger Jesper Binzer lige ud.

»Det hele hang sammen med »Soft Dogs« selvfedheden, hvor vi kom ridende på succesen efter forgængeren »Everything Glows« (D-A-Ds syvende og det første album med trommeslager Laust Sonne, red.) og kunne det hele.

Du ved »wauw, de her tre akkorder er fede, fordi vi har lavet dem; hvor er det fedt, Laust du er for fed, og så videre,« siger Jesper.

»Med WigWam? Det var simpelthen bare »det er en fed idé, og vi er for fede. Selvfølgelig kan vi dét...«

Men det kunne de bare ikke.

Samle adskillige tusinde publikummer i flere ombæringer efter festivalsæsonen var forbi. Wigwammen fik kappet de monetære barduner allerede efter de første to af otte planlagte koncerter.

Aktiekursen dalede
Da den blafrende teltdug havde lagt sig lidt, fik det heller ikke D-A-Ds aktier i offentligheden til at stige igen, da de sidste sommer sagde ja til at spille som hovednavn på Grøn Koncert. Det var én af de begivenheder, som D-A-D i forbindelse med WigWam lanceringen havde kritiseret for »for meget pitabrød og bungee-jump« og for »hummerrøde handelsskoleelever og tilfældige campister«.

Jesper Binzer var som så ofte før, D-A-Ds talsmand op til WigWam dengang. Fortryder han noget?

»Jeg har da tænkt tilbage og sagt; du kunne godt have været mindre drengerøv og mere fornuftig - hvilket så er i direkte modstrid med mit daglige arbejde (latter) - og det er så blevet en erfaring mere,« siger Jesper Binzer

»Altså; i dag har jeg sedler med »hold nu din store mund lukket, Jesper!« sat op hjemme hos mig. F.eks. henne ved telefonen.«

Binzer lærer næppe - Gud forbyde det - at holde sin kæft. Det ville immervæk være et karrieremægtigt klodset træk af en sanger. Men det er tydeligt, at han og resten af D-A-D langt om længe har lært noget om ydmyghed på rette sted.

Stormen - efter WigWam-konkursen og det kritiserede »Soft Dogs« album - har ikke været sådan at ride af.

Trængt op i en krog
»Jeg ved ikke, om vi ligefrem har følt os trængt op i en krog, men den dér med »kan de stadigvæk li' os derude?« og »vil Steffen J. falde os i ryggen« (latterbrøl) har da været der, så ville alt da falde sammen...«

Jacob tager over fra sin bror:

»For første gang har der været en stemning imod os i pressen, og det har vi jo ellers været forskånet for,« erkender leadguitaristen.

»Men det får være, og det samme gør egentlig for mig det med »er der nogen derude, der kan lide os mere«, altså det der med at præstere noget udadtil. Det var sgu' mere noget indadtil a'la »kan jeg noget mere overhovedet«.«

Derfor gjorde D-A-D dét, D-A-D kan, da de skulle skrive sange til det kommende album. De begyndte at spille rock - rigtig rock - igen.

»Det har været positivt, at vi ikke har følt os så selvfede, som vi gjorde, da vi lavede »Soft Dogs«, hvor vi troede, vi ku' det hele,« siger Laust Sonne.

»Denne gang skulle vi ind til benet af alle grunde og for alles skyld. Og det er blevet knivskarpt, og der er ikke noget sløseri nogen steder. Dét, det hér band er virkeligt gode til!«

Uanset hvordan man faconklipper den bløde hund, var »Soft Dogs« albummets ballade- og softrock orienterede stil nemlig ikke noget, D-A-D var gode til.

»Det er den med selvfedheden igen,« indrømmer Jesper.

Verdenskrig i øvelokalet
»Nu havde vi lavet »Everything Glows« med Laust som trommeslager, og det var jo gået godt, det var så let som ingenting, og hvorfor skulle det ikke fortsætte med at være så let som ingenting...«

Sangeren smiler skævt:

»Problemet er, at hver gang vi har lavet en god plade, så har det været tredje verdenskrig i øvelokalet.

Det var det ikke med »Soft Dogs« - dér var det »årh, det er fedt nok, det klarer vi i studiet eller i mixet, folk kan ikke høre forskel alligevel«.«

Denne gang har det nye album været to-et-halvt år, en fyret producer og om- og genindspilninger af adskillige numre under vejs.

Og de numre, som er blevet tilbage, er de hårde rockere, skulle vi hilse at sige.

At nogle så måske vil opfatte de fortabte sønner i D-A-Ds hjemvenden til den hårde rock som en panikreaktion for at vinde tabt terræn tilbage, tager bandet roligt.

»Nu er det jo ikke just sådan, at vi nogensinde har lavet en reggae-plade,« lyder bassist Stig Pedersens bidrag, inden Jacob tager over.

»Nej, det ville sgu' da være en panikreaktion at fare rundt i alle retninger for at forsøge at gøre alle tilfredse.

Hér gør vi kun os selv tilfredse.«

Og et par stykker mere, tør vi godt hævde herfra. Som det hedder i en yndig gammel AC/DC hymne:

»For Those About To Rock - We Salute You!«

steff@bt.dk