Det kostede den italienske mor Veronica Panarello 30 år i fængsel at myrde sin otteårige søn Loris.

Sønnen skulle angiveligt have fundet ud af, at moderen havde et forhold til drengens farfar, og det kostede ham livet. Hun kvalte ham på grufuld vis med strømkabler og efterlod hans lille krop i en vejgrøft på den italienske ø, Sicillien, skriver Daily Mail.

Moderen havde først prøvet at overbevise myndighederne om, at Loris var blevet bortført. Hun fortalte politiet, at hun havde fulgt drengen i skole, men at han var forsvundet, da hun kom om eftermiddagen for at hente ham.

Politiet undersøgte sagen, men begyndte at mistænke moderen, da de så overvågningsoptagelser fra den otteåriges skole. Optagelserne viste nemlig ikke samme scenarie, som Veronica Panarello ellers prøvede at overbevise politiet om.

Hun blev dømt for at myrde sin søn og gemme liget, og anklagerne sagde, hun var en 'egocentrisk, manipulerende løgner'. Men da hun blev dømt for mordet, anklagede Veronica Panarello sin mands far - altså drengens farfar, Andrea Stival.

Hun fortalte under en afhøring, at Loris' farfar havde hjulpet hende med at planlægge den otteåriges forsvinden. Han havde sågar også hjulpet med at dræbe ham og skaffe liget af vejen, fordi den lille skoledreng havde fanget dem i sexakten, hævdede hun.

Farfaren nægter enhver indblanding i mordet og truer nu med at sagsøge svigerdatteren for falske anklager.