I Portugal er indbyggerne trætte af økonomisk smalhals. Det fik lørdag op mod 300.000 på gaden i protest mod de offentlige besparelser.

Portugiserne har fået nok af offentlige besparelser og økonomiske sparepakker. Derfor gik hundredtusindvis af demonstranter lørdag på gaden i hovedstaden Lissabon for at vise deres utilfredshed med den økonomiske situation, skriver AFP.

Fagforeningen CGTP, der har taget initiativ til demonstrationen, anslår, at omkring 300.000 mennesker er mødt op for at vise deres frustration. Demonstrationen, der forløber fredeligt, er dermed en af de største i Portugal i de sidste 30 år.

En eksplosiv statsgæld tvang sidste år den portugisiske økonomi i knæ, og landet var derfor nødt til at modtage krisehjælp fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

I næste uge tropper repræsentanter for den såkaldte Troika - der består af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond - så op for at evaluere, om Portugal har gennemført de tiltag, landet har forpligtet sig til mod at få økonomisk hjælp.

De portugisiske fagforeninger opfordrer befolkningen til at vise modstand mod yderligere besparelser, og det gør de på gaden i Lissabon, mens de svinger bannere med tekster som «Kampen fortsætter» og »Nej til udnyttelse, nej til ulighed, nej til fattigdom«.

Generalsekretær for fagforeningen CGTP, Armenio Carlos, rettede skarpe angreb mod de vilkår, redningspakken er blevet til på.

- Voldsomme besparelser skaber ikke velstand. Landet har brug for, at det reb, det har om halsen, bliver fjernet, så det kan ånde, leve og arbejde, siger han til AFP.

Han rasede også mod nedskæringerne i mindstelønnen og lovede, at demonstrationerne vil fortsætte sidst i februar-

Sidste år fik Portugal et lån på næsten 580 milliarder kroner fra EU og IMF. Portugal lovede tilgengæld at sælge statsejede virksomheder og gennemføre arbejdsmarkedsreformer, der blandt andet skar ned på antallet af feriedage.

Men mange almindelige portugisere er vrede over, at det har forringet deres levevilkår betragteligt.

- Min købekraft er faldet, unge mennesker er arbejdsløse og virksomhederne lukker på stribe. Jeg kan ikke se nogen udvej, siger en pensionist på gaden til AFP.

- I dag skal jeg leve for min pension på 419 euro, men min husleje ligger på 150 euro. Det er uholdbart, siger en tidligere tekstilmedarbejder, der har været arbejdsløs i de seneste tre år.

Demonstrationerne i Portugal kommer samtidig med, at den græske regering - hårdt presset af EU og IMF - forsøger at gennemføre en ny, stram sparepakke i Grækenland, der skal sikre landet yderligere økonomisk goodwill fra de internationale långivere.