Præsident Barack Obama har tillid til, at general John Allen kan lede styrkerne i Afghanistan, mens han undersøges i CIA-sagen.

USA: USAs præsident Barack Obama har tillid til, at den amerikanske militære øverstbefalende i Afghanistan, general John Allen, kan lede styrkerne, mens det bliver undersøgt, om han er involveret i sagen om den fratrådte CIA-direktør David Patraeus. Det skriver Reuters.

- Han har tillid til general Allen, oplyser talsmand for Det Hvide Hus, Jay Caney, ifølge Reuters, og Obama har givet udtryk for, at general John Allen gør en god indsats i Afghanistan.

John Allan er chef for ISAF-styrkerne i Afghanistan og er ifølge en amerikansk embedsmand ved at få undersøgt, om han har ført såkaldt »upassende korrespondance« med en kvinden ved navn Jill Kelly, der er centrum i sagen om den fratrådte CIA-direktør. Det var hende, som politianmeldte de chikanemails, der viste sig at stamme fra David Patraeus’ elskerinde, Paula Broadwell, skriver Reuters.

Den 37-årige Jill Kelly og hendes familie var gode bekendte af David Petraeus og hans familie, mens de boede i Florida, men Jill Kelly har benægtet, at der på noget tidspunkt er sket noget upassende mellem hende og David Petraeus.

Den amerikanske embedsmand har tidligere anført, at FBI har opdaget 20.000–30.000 siders mail-korrespondance mellem Jill Kelly og John Allen fra perioden 2010 til 2012.

Sammenhængen mellem Petraeus-sagen og Allen-sagen er endnu ikke klarlagt.