Den indiske regering vil tilbyde gratis medicin til sine borgere. Mærkevarer er dog bandlyst, og det er et hårdt slag mod de store medicinalproducenter.

Sundhedsudgifterne er minimale i Indien, hvor man sidste år brugte blot 26,60 kroner for hver af de 1,2 milliarder indbyggere. Mange fattige indere kan dermed kun drømme om at få den medicin, de har brug for, men nu vil landets regering tage et væsentligt skridt mod et velfungerende og ikke mindst gratis offentligt sundhedsvæsen.

Regeringen har ifølge Reuters afsat 32 milliarder kroner til en ordning, der længere sigt skal sikre gratis medicin til alle indere. Planen blev vedtaget allerede sidste år, men først nu er finansieringen faldet på plads.

Den gratis medicin omfatter alle generiske former for lægemidler, mens mærkevarer fra de store medicinalfirmaer er bandlyst. Læger bliver ganske enkelt straffet, hvis de udskriver mærkevaremedicin, og det er et hårdt slag europæiske og amerikanske firmaer, der er i forvejen er presset af en indisk beslutning om at tillade lokale producenter at kopiere udenlandsk medicin.

- Medicinalvirksomhederne vil formentlig genoverveje deres strategi på vækstmarkederne og holde nøje øje med lignende kopitilladelser i andre lande, siger Chris Smalling, leder af revisionsformaet KPMGs afdeling for kemikalier og lægemidler, til Reuters.

For inderne er den billige, generiske medicin dog helt afgørende for at realisere målet om gratis medicin til alle. Ifølge regeringens vurdering vil 600 millioner indere benytte sig af tilbuddet i løbet af de næste fem år.

- Regeringen vil udbrede brugen af generisk medicin af god kvalitet. Det er væsentligt billigere end mærkevarerne, siger en af medicinordningens fortalere, departementschef L.C. Goyal fra det indiske sundhedsministerium.

Et eksempel er kræftmedicinen Nexavar, som er udviklet af den tyske medicinalgigant Bayer. En månedlig dosis koster 30 gange så meget som kopimedicinen produceret af det indiske firma Natco Pharma.