Store dele af Europa kunne tirsdag igen skrue op for russisk gas i hanerne. Men EU vil ikke glemme Rusland og Ukraines ageren under krisen, advarer Barroso.

- Vi kan nu fortælle vores indbyggere: Gassen er endelig på vej.

Med disse ord kunne EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, her til middag konkludere, at gassen fra Rusland gennem Ukraine igen flyder normalt.

Selvom Barroso var glad for genoptagelsen af gasforsyningen, så understregede han, at gasstoppet ikke skulle have været sket i første omgang, og at det har skadet både Ruslands og Ukraines troværdighed.

Samtidig understregede han, at han er "meget skuffet" over den måde, de ukrainske og russiske ledere forhandlede på undervejs i krisen.

- Flere gange undervejs i kisen blev vi fortalt, at en aftale var på plads, hvorefter der ikke skete noget. Det vil jeg ikke glemme. Det er første gang, jeg har oplevet, at der blev indgået flere aftaler, som systematisk ikke blev implementeret, sagde han.

Også EU's medlemslande fik en kritisk kommentar med på vejen. Nu skal energiafhængigheden af enkelte lande mindskes, så gaskriser ikke bliver en årlig begivenhed, lød budskabet.

/ritzau/