Egypten har besluttet at genåbne grænsen til Gazastriben permanent, hvilket skaber stor bekymring i Israel.

Egypten har lørdag genåbnet sin grænse til Gazastriben, og folk kan nu krydse grænseovergangen ved Rafah for første gang i fire år.

Blandt de første til at krydse grænsen var to ambulancer med patienter fra Gaza, som skulle fragtes til behandling i Egypten.

Den arabiske tv-station al-Jazeera viste desuden optagelser af minibusser fyldt med palæstinensere, der bevægede sig mod grænseovergangen.

Den egyptiske udenrigsminister, Nabil al-Arabi, erklærede i sidste måned, at åbningen af grænseovergangen er permanent. Han understregede samtidig, at det sker for at "lette det palæstinensiske folks lidelser".

Beslutningen om at genåbne grænsen kommer, efter at Hamas har skrevet under på en forsoningsaftale med den rivaliserende palæstinensiske fraktion Fatah.

Under det folkelige oprør i Egypten opgav myndighederne helt grænsekontrollen på den egyptiske side.

Flere Hamas-medlemmer, som sad indespærret i egyptiske fængsler, blev desuden løsladt af regimet, og det lykkedes dem at flygte mod grænsen og tilbage til Gaza.

Grænseovergangen ved Rafah er den eneste i Gaza, der ikke støder op til israelsk territorium, og den giver derfor palæstinenserne en sjælden fri adgang til omverdenen.

Der er dog stadig visse begrænsninger: Folk under 18 år eller over 40 år skal bruge et visum for at krydse grænsen, mens folk i alderen 18-40 år fortsat skal sikkerhedsgodkendes.

Det vil heller ikke være lovligt at tage varer med ind over grænsen.

Israel udtrykker stor bekymring for egypternes beslutning, og den israelske viceforsvarsminister, Matan Vilnai, betegner åbningen af grænsen som "en meget problematisk situation".

Fra EU lyder der derimod ros, og unionen er allerede i dialog med egypterne, palæstinenserne og israelerne om at sende en gruppe af europæiske rådgivere til at overvåge grænseområdet.

/ritzau/AFP