Den Europæiske Centralbank afviser at buge flere penge på at rette op på den græske økonomi.

GRÆKENLAND: Grækenland skal ikke regne med yderligere økonomisk støtte fra Den Europæiske Centralbank (ECB), slår det tyske medlem af bankens bestyrelse, Jörg Asmussen, fast.

Den græske regering har anmodet om længere tid til at gennemføre de reformer og nedskæringer, som er nødvendige for at rette op på statens underskud. Der har også været forslag fremme om at sænke renterne på de lån, som grækerne skal betale tilbage.

Men intet af det vil blive realiseret, siger Jörg Asmussen til den tyske avis Bild am Sonntag.

- Begge dele vil være en form for gældseftergivelse, og dermed også en direkte form for finansiel støtte af den græske stat. I henhold til lovgivningen kan ECB ikke gøre det, forklarer han ifølge Huffington Post, der citerer nyhedsbureauet AP.

Grækenland skal inden for kort tid finde områder, hvor staten kan skære omkring 90 milliarder kroner af et i forvejen barberet budget. Besparelsen er nødvendig, hvis grækerne vil have del i den næste del af den enorme lånepakke, som landet har stærkt brug for. Uden lånet løber grækerne angiveligt tør for penge i slutningen af november.

Tirsdag rejser Tysklands kansler Angela Merkel til Grækenland for at vise sin støtte til regeringen. Hun bliver ikke just en populære gæst, idet hun tidligere har kritiseret Grækenland for ikke at gøre nok for at komme krisen i landet til livs.