Mandag vil en asteroide på størrelse med en skolebus passere 'ekstremt tæt' på jorden.

Men bare rolig. Ekstremt tæt i rumstørrelser betyder ikke, at vi vil få den store sten i hovedet.

For asteroiden - med det opfindsomme navn '2011 MD' - passerer jorden i 12.000 kilometers højde, når den kommer tættest. Det sker ud fra den antarktiske kyst over 3.000 kilometer syd for Sydafrika. Det skriver Foxnews.com

NASA fortæller, at asteroiden blev opdaget onsdag den 22. juni af teleskop-computeren LINEAR, der skanner himlen for asteroider nær jorden.

Det bedste bud på asteroiden størrelse er, at den er et sted mellem ni til 30 meter lang.

Og det er ikke hver dag, at en asteroide på den størrelse vil passere jorden. Faktisk sker det kun cirka hvert sjette år.

- Der er absolut ingen chance for, at den vil ramme jorden. Men forskere vil udnytte den korte afstand til at studere den med radar, skriver astronomer med tilknytning til NASAs asteroide program.

Og selv hvis asteroiden skulle komme ind i jordens atmosfære, er det usandsynligt, at den ville ramme os, skriver de.

- Asteroider under 25 meter vil gå i opløsning ved kontakt med jordens atmosfære, og dermed ikke give problemer.

'2011 MD' kan ikke ses med det blotte øje. Men større amatør-teleskoper vil dog have muligheden. Størrelsen på asteroiden og den fart, den skyder, kan dog gøre det svært at finde objektet i kikkerten. Samtidig vil asteroiden heller ikke være særlig oplyst.

Ifølge eksperterne vil den være 250 gange svagere end de stjerner, man kan se med det blotte øje.

Asteroiden passerer jorden omkring middag dansk tid.