Beboerne i Ask har fået vendt op og ned på deres tilværelse, efter et voldsomt jordskred onsdag ramte den lille norske by.

En af dem er 25-årige Redir Amin, som har boet hele sit liv i Ask, men som lige nu opholder sig på et evakueringshotel sammen med mange af sine naboer.

Hans lejlighed ligger nemlig i det område på cirka 700 meter, som jordskreddet raserede, da det i nattens mulm og mørke jævnede adskillige bygninger med jorden, fortæller han til det norske medie Dagbladet.

Faktisk er den stejle skrænt, som jordskreddet har efterladt, blot 15 til 20 meter fra hans lejlighed.

25-årige Redir Amins befinder sig lige nu på et evakueringshotel sammen med sin mor og andre beboere fra nabolaget, som blev raseret af jordskreddet.
25-årige Redir Amins befinder sig lige nu på et evakueringshotel sammen med sin mor og andre beboere fra nabolaget, som blev raseret af jordskreddet. Foto: Ralf Lofstad / Dagbladet
Vis mere

Redir Amin sad og så film med en nabo, da en kvinde pludseligt ringede på døren og sagde, at de skulle skynde sig væk fra området hurtigst muligt.

I al hast blev han sammen med sin mor og andre fra nabolaget – unge og gamle, børnefamilier og ældre – fragtet til et 'evakueringshotel' i Lillestrøm, hvor han nu befinder sig på tredje døgn.

Hvornår han kan vende hjem igen, er usikkert. Dog bliver det nok ikke lige foreløbigt. Fredag slog de norske myndigheder nemlig igen alarm, efter der blev fundet store sprækker i afgrunden blot et par kilometer fra det område, som jordskreddet ramte onsdag.

Derudover er selve skredområdet, hvor Redir Amins hjem ligger, fortsat så ustabilt, at ikke engang redningsmandskabet kan nærme sig det uden en helikopter.

En person er på nuværende tidspunkt bekræftet omkommet i jordskreddet.
En person er på nuværende tidspunkt bekræftet omkommet i jordskreddet. Foto: JARAN WASRUD
Vis mere

Derfor er det ikke underligt, at den 25-årige nordmand svarer følgende, da Dagbladet spørger, hvordan han har det med eventuelt på sigt at skulle flytte tilbage.

»Jeg ved det ikke. Lige nu er jeg bange.«

En person er hidtil bekræftet omkommet i jordskreddet. Ni personer er fortsat savnet og ti personer er tilskadekomne.