Med FC Midtjyllands svipser i Odense søndag aften blev der atter åbnet en dør på klem for et FC København-comeback i guldkampen. Ni point adskiller de to hold med fem spillerunder igen, og næste spillerunde er endda en indbyrdes kamp.

FCK kan derfor barbere forspringet ned til seks point, hvis de vinder i Herning, og det vil åbne op for en spændende afslutning. Begge mandskaber er dog hårdt ramt af skader, og spørgsmålet er så, hvem der er mest svækket i den afgørende fase af Superligaen.

FCKs svenske forsvarsspiller Mikael Antonsson måtte udgå med en lyskeskade i mandagens kamp mod FC Vestsjælland, og han tilsluttede sig derfor et lazaret bestående af Kris Stadsgaard, Bashkim Kadrii, Andreas Cornelius, Youssef Toutouh, Danny Amankwaa og Christian Poulsen, der dog er tilbage på træningsbanen.

Det er således flere centrale profiler, der er ukampdygtige, og det betød da også, at FCK måtte grave dybt i spillertruppen for at få 18 spillere med til kampen mod FCV. På bænken var blandt andre den 17-årige Jonatan Frimann.

Det er dog ikke kun FCK, der er hårdt ramt. Også FCM døjer hårdt med skader. I deres 1-3-nederlag til OB i weekenden måtte Petter Andersson tidligt i kampen udgå med smerter i knæet, og det betød, at FCMs lazaret voksede sig lige så stort som FCKs ditto.

FCM er i forvejen ramt af skader hos Erik Sviatchenko, Jim Larsen, Kristian Bak Bach, Pione Sisto, Kristoffer Olsson og Eyjólfur Héðinsson, mens Sylvester Igboun er ude i næste kamp med karantæne. Seks ud af de otte ukampdygtige spillere er normale starter hos 'Ulvene', så det er et hårdt slag for Glen Riddersholm tropper.

Sammenlignet med FCK, er det kun er 3-4 af spillerne, der normalt er Ståle Solbakkens foretrukne valg.

FCKs lazaret:

Kris Stadsgaard
Mikael Antonsson
Bashkim Kadrii

Danny Amankwaa
Christian Poulsen
Youssef Toutouh

Andreas Cornelius

FCMs lazaret:

Erik Sviatchenko
Jim Larsen
Kristian Bak Bach

Pione Sisto
Petter Andersson
Eyjólfur Héðinsson

Kristoffer Olsson