De har god grund til at lufte smilet deroppe i det nordjyske.

Med blot et enkelt point op til FC København på Superligaens dukseplads kan AaB tillade sig at drømme om DM-guld i foråret. Nu kan de også hygge sig med, at de er havnet på en fornem liste tweetet af UEFA på det sociale medie Twitter.

Under teksten: 'Fire #UCL (UEFA Champions League.red.)-hold topper Europas længste sejrsstimer', lyser AaBs rød-hvide klublogo op på listen, som suverænt føres af Zlatan Ibrahimovic' franske arbejdsgiver Paris Saint-Germain. Den franske hovedstadsklub har med manager Laurent Blanc ved roret vundet sine seneste 12 kampe på tværs af turneringer og fører da også den hjemlige liga med helt suveræne 21 point.

Pariserne efterfølges på listen af Juventus (9), Benfica (9) og Barcelona (7).

Efter disse sydeuropæiske storklubber støder man på AaB, som sammen med ukrainske Dynamo Kiev, græske AEK Athen, israelske Maccabi Tel-Aviv og maltesiske Birkirkara har vundet sine seneste seks kampe.

Med andre ord: Rasmus Würtz, Lukas Spalvis og kompagni befinder sig lige nu på en delt femteplads over de længste sejrsstimer i Europa.

Skal AaB bibeholde pladsen på den fornemme liste eller måske endda avancere, kræver det en stor præstation, når forårssæsonen indledes for nordjyderne d. 29. februar. Her møder AaB de danske mestre FC Midtjylland på udebane.