Dansk Svømmeunion har langt om længe fået besat pladsen som elitechef efter Jens Glavind, som blev tvunget væk fra jobbet sidste efterår.

34-årige Lars Sørensen bliver fra 1. september manden, der skal skabe ro blandt de danske svømmere efter den langvarige krise, der truede med at knuse unionen. Den tidligere topsvømmer, der i 1991 blev europamester i 200 meter medley, blev ifølge Dansk Svømmeunion foretrukket blandt ni ansøgere, fordi han skilte sig klart ud.

Lars Sørensen, der er cand.negot. og kommer fra en stilling som produktchef i virksomheden JAI A/S, skal som en af sine første opgaver ansætte en ny landstræner i samarbejde med Team Danmark og svømmeunions bestyrelse. Tidligere landstræner Michael Andersen forlod sin post samtidig med Glavind.

/ritzau/