Kollegaerne pegede for tredje år i træk på FC Københavns keeper som SAS Ligaens bedste mand mellem stængerne. Jesper Christiansen får igen Tips-Bladets pris "Det Gyldne Bur".

Christiansen blev en særdeles sikker vinder af kåringen. Han fik 65 point ud af 84 mulige. På andenpladsen kom Randers-målmanden Kevin Stuhr Ellegaard, som Jesper Christiansen selv havde stemt på.

Tredjepladsen gik til OBs polske plankeværk, Arek Onyszko, foran den stabile Horsens-keeper Søren Jochumsen.

Det er målmændene i landets to bedste rækker, der med deres stemmer afgør, hvem der skal have prisen. Jesper Christiansen er glad over og stolt over at få den for tredje gang i træk.

- Det er et ordentligt skulderklap, man virkelig kan bruge til noget. Det er ikke bare noget, jeg siger. Det er en pris, der betyder meget.

- Da jeg i sin tid kom tilbage fra Rangers til Viborg, sad jeg med den tidligere OB-målmand Lars Høgh og satte nogle mål for fremtiden og for det første år, og jeg kan tydeligt huske, at et af dem var, at jeg skulle have Det Gyldne Bur, siger Jesper Christiansen til Tips-Bladet.