Golfspilleren Anders Hansen hentede søndag en 11.-plads på PGA Touren og spillede sig dermed i top 144 i USA, hvilket giver adgang til den attraktive FedEx Cup.

Den danske golfspiller Anders Hansen sikrede sig søndag adgang til et økonomisk slaraffenland. Danskeren blev nummer 11 i PGA Tour-turneringen Wyndham Championship. Det var hans bedste placering i det amerikanske nogensinde, og det var samtidigt nok til at klemme sig ind blandt de 144, der får adgang til den såkaldte FedEx Cup.

Her er der rigtigt fede præmiechecks til de bedste. Anders Hansen starter i Barclays Classic i næste uge, herfra går de 120 bedste videre til Deutsche Bank Championship, hvorfra 70 går videre til i BMW Championship. De 30 bedste herfra spiller med i The Tour Championship, hvorefter spilleren med flest FedEx-point kan indløse en check på hele 55 millioner kroner.

En ærgerlig bogey på sidste hul kostede danskeren top 10-placeringen i Wyndham Championship, der blev vundet af amerikaneren Brandt Snedeker efter en sidste runde i flotte 63 slag - ni slag under par. Samlet var Snedeker 22 slag under og dermed to slag bedre end forfølgertrioen. Sejren var Snedekers første på PGA Touren./ritzau/