Denne uges uvejr har haft sine mange ofre i form af strandede motorvejsbilister, oversvømmelser, udsætning af griseslagtning og meget mere.

Nu kan vi skrive endnu en på listen.

Eller det kan en gruppe bilister, der tirsdag aften valgte at tanke deres bil op med benzin på Circle K-tanken i Hellerup.

Det viser sig nemlig, at der var kommet uønsket regnvand i en af de benzintanke, som kunderne kunne benytte sig af tirsdag aften.

Det oplyser Circle K's presseafdeling til B.T.

Og selvom regnvand lyder ganske uskyldigt, så er det ikke tilfældet, når det lander i en bilmotor med en god portion benzin.

Vand i motoren kan nemlig få din bil til at hoste og hakke så meget, at den til sidst går ud og skal en tur på værksted.

Circle K er i den forbindelse indtil videre blevet kontaktet af syv kunder, der efter i tirsdags har oplevet problemer med deres bil.

Men det er slet ikke sikkert, at det tal forbliver et-cifret.

»Der kan potentielt set være flere, men vi kan jo ikke henvende os til alle kunder, der har tanket hos os. Så jeg vil da opfordre til, at man kontakter vores kundeservice, hvis man har tanket hos os i denne uge og oplevet akutte problemer med ens bil,« oplyser kommunikationschef Kirsten Grumstrup.

Hun understreger i den forbindelse, at kunderne får dækket alle omkostninger, der kan være knyttet til det vildfarne regnvand.

»I rigtig grelle tilfælde kan det ødelægge en motor, og så erstatter vi selvfølgelig motoren,« lyder det fra Kirsten Grumstrup, der også oplyser, at man har haft ét lignende tilfælde på en københavnsk tankstation i december.

Ifølge kommunikationschefen er problemet sket, da én af Circle K's store tankbiler har fyldt benzin på tanken, og at der i den forbindelse har sneget sig for meget regn eller sne med.

Kunderne får dækket omkostninger til værkstedsregning, lånebil med mere, men B.T. har spurgt Circle K, om man har tænkt sig at tilbyde en ekstra kompensation til kunderne for al besværet.

»Ja, selvfølgelig. Jeg kan ikke gå ind og love et gavekort på 5.000 kroner, men vi ser på, hvad vi kan gøre for at få reddet det her. Vi kompenserer så meget, vi kan,« siger hun.