Kronprins Frederik udnævnte skuespiller Geoffrey Rush og forfatter Bryce Courtenay til nye H.C. Andersen-ambassadører i Sydneys berømte operahus.

Den danske arkitekt Jørn Utzons operahus i Sydney dannede mandag formiddag rammen om kronprins Frederiks udnævnelse af fire australske H.C. Andersen-ambassadører, der skal bekæmpe analfabetisme og udbrede kendskabet til digteren her i 200-året for hans fødsel.

Kronprins Frederik udnævnte Oscar-vinder Geoffrey Rush, forfatter Bryce Courtenay, tv-vært Andrew Denton og børnebogsforfatter Mem Fox som nye ambassadører. Den femte ambassadør var newzealænderen Dame Kiri Te Kanawa, der havde meldt afbud.

Dagens talere inkluderede blandt andre kronprinsen selv og netop ankomne kulturminister Brian Mikkelsen (K): - Det er passende at fejre H.C. Andersen her i Utzons operahus. Begge er tidløse, eventyrere og visionære. Andersen ville have sat pris på historien om prinsen, der rejste om på den anden side af Jorden for at finde sin prinsesse, sagde Brian Mikkelsen.

80 særligt indbudte gæster deltog i ceremonien, og de fik også mulighed for at høre et helt nyt eventyr kaldet "Den Perfekte Prinsesse".

Forfatteren var den tiårige skoledreng Tayen Nossiter fra Perth, der vandt tv-stationen ABC's konkurrence foran 4000 andre eventyr, sendt ind af australske børn og unge.

Eventyret på vers handler om en dyreglad prinsesse i selskab med en krokodille, en øgle, en tandløs hund og en savlende kamel. I stedet for at frygte et tilrejsende, altædende monster bliver prinsessen gode venner med monsteret og tilbyder det et nyt job som skraldespiser på den lokale losseplads.

Mandag aften holder den danske koloni en reception for kronprinsparret, og dermed er det slut på parrets officielle besøg i Sydney. Tirsdag morgen begynder Frederik og Marys to dage korte rundtur i hovedstaden Canberra, hvor premierminister John Howard er vært for en række arrangementer.

/ritzau/