Det britiske kongehus står mildest talt i en anderledes situation. 

»Det er helt, helt usædvanligt, at den britiske kongefamilie står i en situation, hvor to af deres mest fremtrædende medlemmer er alvorligt syge.«

Sådan lyder det fra forfatter og journalist Lone Theils, som med sit indgående kendskab til England kommer med et bud på, hvordan den næste tid ser ud.

»Jeg tror, man vil se den britiske befolkning slå ring om prinsesse Kate, nu hvor hun har meldt ud om sin kræftdiagnose,« siger Lone Theils.

Måden, som prinsessen meldte ud om sin sygdom, er heller ikke tilfældig, mener Theils.

»Måden er valgt med omhu, for når hun taler direkte til befolkningen, så kan der ikke opstå konspirationsteorier.«

Den sidste tid har der netop floreret rigtig mange teorier på især internettet om, hvad der foregik med prinsesse Kate. Hun har nemlig ikke været set i offentligheden siden jul.

Folk har brugt det tomrum, der er efterladt af den sparsomme information, til at spekulere, og der har også været en del kritiske røster.

Tests lavet efter en maveoperation har vist, at prinsesse Kate lider af kræft. Nu forventer journalist Lone Theils, at det britiske folk slår ring om prinsessen. Det strømmer også allerede ind med god bedrings-ønsker.
Tests lavet efter en maveoperation har vist, at prinsesse Kate lider af kræft. Nu forventer journalist Lone Theils, at det britiske folk slår ring om prinsessen. Det strømmer også allerede ind med god bedrings-ønsker. Foto: Chris Jackson/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Nu tror jeg, stemningen vender. Nu kommer folk til at tale om den modige prinsesse Kate,« siger Lone Theils.

Man kan dog på et tidspunkt se, at spekulationerne kan opstå igen, hvis ikke prinsesse Kate bliver hurtigt rask igen. Det vurderer Lone Theils.

At der er to fremtrædende medlemmer, som er syge med kræft, vil også kunne ses på de officielle forpligtigelser.

I kølvandet på at kong Charles og prinsesse Kate begge er ramt af kræft, kommer man forventeligt til at se dronning Camilla tage meget over, hvilket hun også har gjort den seneste tid, lyder det fra  Lone Theils, der selv har boet i England i mange år.

Ifølge hende kan det være klogt, at hverken prinsessen eller kong Charles har valgt at dele den konkrete kræftdiagnose.

»Dermed undgår man blandt andet, at folk begynder at spekulere i den bestemte type kræfts dødelighed.«

Lone Theils slår fast, at det er med til at presse det britiske Kongehus som institution, at der er to alvorligt syge medlemmer.

»Det er uundgåeligt, at det vil skabe noget uro.«

Derudover kan man også forvente, at der vil blive gjort brug af andre af Kongehusets medlemmer til at varetage opgaver.

Ligesom der nok unægteligt vil blive aflyst nogle arrangementer, lyder vurderingen.