Kombiner landlig idyl, hyggelige franske småbyer og gastronomi i topklasse på den 440 km lange cykelrute Veloscenic, som strækker sig fra Paris til Mont-Saint-Michel ved Den Engelske Kanal.
Dag 1
Jeg flyver af sted. Træder hurtigere og hurtigere rundt i pedalerne. Mærker vinden i håret og begynder at boble af latter.
Jeg burde egentlig trille stille og roligt sammen med de andre i min gruppe, men landskabet, duftene, den blå himmel fylder mig med en lykkefølelse, der ikke kan rummes i kroppen men må ud gennem benene, ned i pedalerne og videre ud i cykelhjulene, der hopper hen over den ujævne grussti.
Jeg suser forbi bølgende gule kornmarker, passerer en gammel gård med en gøende hund, dét der må være en æbleplantage, to rødbrune heste på en eng slår følge med mig små 50-60 meter, indtil et hegn stopper dem.
Kan ikke lade være med at småsynge, eller lad os være ærlige og sige brumme, en eller anden hjemmegjort »melodi«. Det er lun eftermiddag, sollyset flimrer ind mellem træerne, der står skulder ved skulder langs stien – ask, hassel og kastanje og indimellem en mægtig, knortet eg. Der dufter af skovbund, og livet er skønt her i Normandiet i det nordlige Frankrig.
Forude krydses stien af en landevej, så jeg sætter farten ned. Stopper op. Krydser over til den anden side af vejen, hvor der ligger en lille, forladt stationsbygning. Her venter jeg på, at de andre i gruppen indhenter mig. Venter. Og venter.
Så langt foran kan jeg da ikke være nået ... Kørte jeg virkelig så hurtigt?
Så kommer sms’en: »Hvor er du? Vi er hos Ferré.«
Øv, jeg må have suset lige forbi gården, hvor vi skal ind og smage cider. Må hellere se at komme tilbage ad samme vej.
Fra Paris til Den Engelske Kanal
Veloscenic-cykelruten går fra Notre Dame-katedralen i Paris og mod vest til den lille middelalder-klosterø Le Mont-Saint-Michel helt ude ved Den Engelske Kanal. En tur på 440 kilometer.
De seriøse motionsryttere tager den på et par dage – måske med en eller to overnatninger undervejs – andre tager et sving mod nord forbi Versailles-slottet og bruger en lille uges tid, og så er der livsnyderne, som tager det stille og roligt og bruger otte-ti dage på at få hver en detalje med på turen gennem skovområder, langs små floder, ind i hyggelige landsbyer og forbi imponerende slotte og herregårde.
Hvis man ikke har så mange feriedage at gøre godt med, gerne vil tage den lidt med ro på cyklerne og have god tid til at fylde depoterne på en af de fremragende restauranter, området er så rig på, så kan man gøre som os. »Snyde« lidt ved at tage toget eller en lejebil en del af ruten og nøjes med at cykle resten af vejen til Le Mont-Saint-Michel.
Vi har tre dage og begyndte i Bellou-sur-Huisne. Herfra skal vi køre videre til Comblot og ende dagen i Montagne-au-Perche.
Besøg på en æbleplantage
Gården Les Mares – det var den med æbleplantagen – ligger i netop Comblot, og da jeg drejer ned ad et hjulspor, undrer det mig, at jeg kunne overse det tydelige skilt, der reklamerer for Grégoire Ferrés cider.
Flere ciderproducenter langs Veloscenic-ruten har åbent for besøgende gæster, hvor man får fortalt om produktionen og smager de forskellige produkter – man skal bare helst ringe eller sende en e-mail i forvejen.
Efter en kort rundvisning på stedet, bliver vi introduceret til cideren, der produceres i flere variationer her på gården og mange andre steder i Normandiet og naboregionen Bretagne.
Traditionen for brygning af cider, som man drikker både alene som en forfriskning og til mad, hænger sammen med klimaet her tæt på Atlanten. Det minder om det danske med regn og blæst ind fra havet, og derfor er regionen ikke egnet til dyrkning af vindruer. Derimod trives æbletræerne fint.
Cider er sådan set »bare« æblemost, der er gæret, hvorved der opstår et naturligt indhold af alkohol. Ved at styre gæringsprocessen kan man fremstille cider fra den søde og blide »doux« til den noget mere sure og kraftige »brut«. Destillerer man cideren, får man æblebrændevinen Calvados.
Er dén for kras, kan man i stedet vælge en Pommeau, der er Calvados blandet op med cider. Betegnelsen cider gælder kun drikke, der er lavet på æbler alene, men der findes i Normandiet også en pære-pendant – poiré – og her er Ferrés meget velsmagende med en diskret sødme.
Med væskebalancen genoprettet er vi nu klar til de sidste ti kilometer videre til den lille by Montagne-au-Perche, der er dagens mål.
Dag 2
Hvor Veloscenic-ruten i går førte os gennem Normandiets landlige idyl, skovstrækninger og landsbyer med lave stenhuse med store haver med et væld af blomster i rosa, lilla og gule farver, cykler vi i dag rundt i Bagnoles-de-l’Orne, der adskiller sig fra de andre byer i området ved sine store flotte hoteller fra tiden omkring forrige århundredeskifte, eksklusive restauranter og dyre modebutikker.
Det hænger sammen med, at man her i området, der engang tilhørte Lancelot du Lac, en af de legendariske riddere af Det Runde Bord, opdagede en række helbredende kilder.
De første mange århundreder fik det ikke den store indflydelse på stedet, men så begyndte medlemmer af de europæiske konge- og fyrstehuse at strømme til for at blive kureret for alverdens store og små kvababbelser.
Da det velhavende parisiske borgerskab voksede frem i slutningen af 1800-tallet, skulle det naturligvis også besøge badene i Bagnoles, der efterhånden udviklede sig til en lille, eksklusiv ferieby.
Velplejet natur
Vi begynder cykelturen ved den lille togstation, hvor pariserne steg ud af førsteklassesvognene og tog de første drag af den helsebringende friske luft herude i provinsen. Derefter går turen forbi et stort luksushotel anno begyndelsen af 1900-tallet, der nu er lavet om til eksklusive lejligheder. Det ligger ved en lille sø, der blev skabt ved at inddæmme en del af Vée-floden, der er en udløber af den noget større Mayenne-flod.
Omkring søen ligger en park med hele to casinoer, hvor de rige kunne slå tiden ihjel ved at lege med penge, når de ikke var i badene.
Vi runder parken, hvor midadrende par lufter miniaturehunde, og cykler forbi udendørscaféer, souvenirshops, delikatesse-butikker og bistroer ude til byens Belle Époque-kvarter, hvor pariserne kappedes om at bygge de største og smukkeste ferievillaer.
De ligger side om side med velplejede parklignende haver, som må blive passet af lokale gartnere, for størstedelene af de store huse fungerer stadig som ferieboliger for rige folk fra Paris, og står tomme det meste af året.
Herefter går det videre mod skovområdet, hvor Vée løber ind i den sydlige ende af den lille sø. Her ligger Thermes à Bagnoles-de-l’Orne, hvor man kan få helsebringende behandlinger i de imposante bygninger og gå nerveberoligende ture langs Vées bredder.
Det er smukt, men måske en anelse for friseret i forhold til den natur, vi oplevede i går.
Vi slutter cykelturen ved et lille marked, ikke langt fra togstationen, hvor jeg beruser mig i synet af lækre oste, stegte kyllinger, friske skovjordbær og mundvandsfremkaldende patéer.
Dag 3
Det er måske snyd, men hvor er det rart. Vores turs sidste etape foregår på cykel med el-hjælpemotor.
Tidligere på dagen var vi igennem den lille by Domfront, hvis claim to fame er Château de Domfront – eller nærmere bestemt resterne af det. Der står kun nogle mure tilbage af borgen, som blandt andre har haft Wilhelm Erobreren siddende som borgherre – det var i 1094.
Gennem de næste mange århundreder var Château de Domfront centrum i mange erobringstogter, politiske komplotter og strategiske ægteskabs-indgåelser, indtil det i 1608 blev jævnet med jorden efter ordre af Maximilien de Béthune, fyrste af Sully.
Alt det er mægtig interessant, hvis man er historieinteresseret som jeg – ellers er det bare et par mure og en bunke sten, og så er det ærlig talt sjovere at gå en tur i Domfronts smalle gader, se på de flotte 1600-tals-huse og spise en god frokost på den hyggelige Bistrot St. Julien på byens torv – selvfølgelig med cider i glasset.
Bagagen har vi stillet ved hotel Le Moulin de Ducey i byen Ducey, hvorfra der er 38 kilometer til vores mål ude ved kysten. Her fik vi også udleveret elcyklerne, for det er nemlig et såkaldt »Accueil Vélo«-hotel, hvilket vil sige, at det tilbyder ekstra service for cyklende gæster i form af blandt andet mulighed for cykeludlejling, reparationer og madpakker til at tage med på turen.
Et elektrisk skub bagi
Og man skal ikke lade sig narre af det med elcyklerne. Batteriet rummer naturligvis en begrænset mængde elektricitet, og der er ikke nok til, at man kan køre i frihjul hele turen. Elmotoren har tre indstillinger, og så må man vurdere, hvornår man vil køre helt ved egen muskelkraft, hvornår man bare vil have lidt hjælp, og hvornår man skal have et ordentligt skub bagi.
Det afhænger naturligvis af terrænets beskaffenhed, vindmodstanden, og hvor meget overskud, man har. Men en forkert dosering kan betyde, at man løber tør for strøm et sted derude på ruten og må tage de stejle bakker ved egen kræft.
Og bakker er her rigeligt af herude i området op til havet, Ikke så mange lange og udmarvrende, men en del meget stejle, hvor det er rart lige at kunne hente 15-20 procent ekstra energi nede i batteriet.
Som på førstedagen har jeg vind i håret, men denne gang skyldes det ikke, at jeg hjuler af sted i en lykkerus, men en strid blæst, der står ind fra havet, og som gør, at jeg flere gange må op at stå i pedalerne.
Normandiets historie
Både vejrforholdene og naturen minder en del om vore hjemlige jyske vestkyst. Måske er det ikke så mærkeligt, at vore skandinaviske vikingeforfædre følte sig hjemme her. De slog sig i hvert fald ned og lagde navn til regionen, Normandiet, lige som de godt og grundigt fik blandet gener med den lokale befolkning.
Jeg har spurgt vores guide om vej til historiske minder fra de mest dramatiske begivenheder, der har fundet sted her i området, nemlig den allierede invasion af Normandiet i 1944.
Jeg er så heldig, at der på vejen ligger en stor begravelsesplads for nogle af de tyske faldne, så jeg forlader resten af gruppen ved Huisnes-sur-Mer og cykler et par kilometer hen til det cirkelformede mindesmærke, hvor rækker af tyske soldater ligger begravet.
Det er en forstemmende oplevelse at se på gravinskriptionerne med navne og fødsels- og dødsår. For selv om de var »fjenden«, var det en hård skæbne for så unge mænd. Ved enkelte af gravene er der friske blomster, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de måske er lagt her af en slægtning, der har været forbi.
Ved udgangen er der en beholder, hvor man kan donere penge til arbejdet med at vedligeholde stedet, og hvor man kan købe bøger og forskellige andre ting. Der er intet personale, så man tager bare, det man vil have, og lægger pengene i beholderen. Jeg køber for 10 euro en kasket, hvorpå der står »fred« på mange forskellige sprog.
En smuk »velkomst«
Tilbage på cyklen. Og kurs mod Velo- scenics endemål. Der er god skiltning, så hvis jeg nu lader være med at tralle for højt, skulle jeg kunne finde vej.
Op ad bakker, gennem små flækker, langs en mark med græsssende får, ned ad bakke, rundt i et sving, og så pludselig tårner Le Mont-Saint-Michel sig op derude i havet og er så smukt et syn, at jeg må stoppe op og bare nyde det.
Sådan må synet også have virket på de mange pilgrimme, der gennem århundreder valfartede til stedet.
Le Mont-Saint-Michel, der har sine rødder tilbage i 1100-tallet, er et stadigt fungerende kloster med domkirke og landsby, der er bygget på en klippeø i vadehavslignende omgivelser. Ved højvande er øen isoleret fra fastlandet, og tidligere kunne man kun komme over på den ved lavvande. Nu er der lavet en bro, så man enten kan gå ud til øen eller tage med en shuttlebus.
Der er stadig tre kilometer derud, men jeg er nu så opløftet af det betagende syn, at jeg får fornyet energi (ok, elmotoren hjælper også lidt), så jeg sætter fart på for at nå helt ud til kysten, hvor jeg ved, at resten af holdet venter på mig.
Selve Le Mont-Saint-Michel skal vi først besøge i morgen formiddag, men lige nu er jeg også tilfreds med bare at skulle sidde på en udendørscafé og nyde at være til.
Rejseliv var inviteret af Atout France og Normandie Tourisme.
