LO og S-SF mangler at forklare, hvordan krisen klares ved mere arbejde. De afdrager ikke statsgælden, siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen

Der er et stort forklaringsproblem hos LO og Socialdemokraterne samt SF. De har ikke forklaret, hvordan de får danskerne til at arbejde længere, når S-SF og LO afviser at hæve arbejdsugen generelt til 38 timer.

Det siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen. Derfor mener han ikke, at fagforeningsmedlemmer ifølge Catinéts undersøgelse hellere vil arbejde længere end danskerne generelt.

- Det kan man ikke sige, når man ikke ved, hvad planen går ud på. Derfor mangler vi fuldstændig svar på, hvad planen indeholder. Det giver ikke noget i forhold til at finde 24 milliarder kroner her og nu, siger han.

Peter Christensen afviser, at målet kan nås ved, at deltidsansatte arbejder fuld tid, eller at lønmodtagere sælger en uges sommerferie.

- Danskerne har ikke lyst til at arbejde frivilligt, for det kan de i dag. S-SF har lagt beslutningen ud til fagbevægelsen, som siger, at de ikke ønsker en generelt længere arbejdsuge, siger han.

Venstre ønsker, at danskerne arbejder længere, men planen fjerner ikke statsunderskuddet. Danmark skal spare 24 milliarder kroner, Tyskland præsenterer en spareplan på 600 milliarder kroner, mens Grækenland får en større kriseplan, påpeger Peter Christensen.

- Hele Europa er nødt til at nedbringe underskuddet. Det gælder selvfølgelig også Danmark. Vi har fremlagt en plan, som danskerne kan forholde sig til. Oppositionen kritiserer kun vores plan, men har ikke selv fremlagt nogen, siger han.

/ritzau/