Danske OL-medaljevindere får en ekstra bonus oven i hæderen, har Team Danmark besluttet. Nu skændes politikerne om, hvorvidt pengene skal være skattefrie eller ej.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om danske OL-deltagere, der kan hænge en medalje om halsen ved sommerens OL i London, må hoste op med en ekstra skatteafgift. Det er nemlig sådan, at Team Danmark har lovet OL-bonusser til de atleter, der vinder enten guld, sølv eller bronze, men om de er skattefrie eller ej, er svært at få svar på. Det skriver metroXpress.

Fra kulturminister Uffe Elbæks (R) side, har der ikke været tvivl om, at der med en medalje og en bonus, også kommer en skatteafgift. Men det vil Socialdemokraternes idrætspolitiske ordfører, Flemming Møller Mortensen, nu se på- Der skal ikke være tvivl om det her, og derfor må vi undersøge det. Jeg tager det op, så snart jeg mødes med regeringsordførerne og kulturministeren, siger Flemming Møller Mortensen til metroXpress.

Den idrætspolitiske ordfører er nemlig blevet gjort opmærksom på, at kunstnere, der modtager »hæderspriser« i nogle tilfælde slipper for at give noget af hæderen videre til skattefar.

- Det kan komme til at stå over for hinanden som en urimelighed, og findes der en sådan lovgivning, så bliver vi nødt til at se på tingene som en helhed. En hæder i sportssammenhæng skal ikke være ringere stillet, end den hæder man vinder som forfatter eller billedkunstner, siger han.

Den udmelding er tidligere kulturminister og nuværende idrætspolitisk ordfører for De Konservative, Brian Mikkelsen, glad for. Han er ophavsmand til netop skattefriheden for kunstnere, og det har også været tiltænkt sportsfolk, forklarer han.

- Vi holder stadig fast i, at det er en god idé at gøre den bonus skattefri. Det var barnedrillerier, der gjorde, at vi ikke fik den igennem sidste gang. Jeg gav kunstnere skattefrihed for optjente præmier og legater, for vi ville præmiere dem, som gør noget godt for vores samfund. Det er god borgerlig politik: De, der gør noget enestående, skal belønnes, og idrætsudøvere er lige så vigtige som billedkunstnere og forfattere. Det holder vi fast i, siger han til metroXpress.