Søren Pind sammenligner ekstremismen ved massedrabene i Norge med aktionen i Østerild Klitplantage.

Integrationsminister Søren Pind (V) tier, skønt voldsom kritik hagler ned, fordi han på Facebook sammenligner den norske massemorder Anders Breivik med demonstranterne i Østerild og aktivister på Nørrebro mod udvisning af irakiske asylsøgere.

Pinds presserådgiver oplyser, at ministeren er på sommerferie og ikke kommenterer kritikken. Søren Pind har før afvist at uddybe sine kommentarer på Facebook og henvist til en afgørelse fra Pressenævnet om, at det er en lukket profil.

Til sine godt 4000 Facebook-venner skriver han:

- Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge.

- Det er 70'erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod, skriver han ifølge Information.

Hverken De Konservative eller Socialdemokraterne forstår ham.

- Jeg synes overhovedet ikke, man skal drage den sammenligning, siger politisk ordfører Carina Christensen (K) til avisen.

Socialdemokraternes poliske ordfører, Henrik Sass Larsen, kalder kommentaren upassende.

- Det er jo helt vildt. Jeg synes ikke, det klæder nogen politisk debat det der, siger han til Information.

Enhedslistens gruppeformand Per Clausen mener, at Pind legitimerer vold ved at "dehumanisere demonstranterne i Østerild".

Så "er der åbnet op for at tage brutale metoder i anvendelse mod dem", skriver han i en udtalelse.

Landsforeningen for Bedre Miljø, som har anlagt sagt mod miljøministeren på grund af Østerild, forlanger omgående en offentlig undskyldning fra Søren Pind.

Foreningen har markeret sin afstand til hans "perfide og stærkt krænkende samt injurierende udtalelser".

Pinds udtalelser vækker også opsigt i resten af Norden og nævnes blandt andet på den norske avis VG Nett.

Søren Pind er ikke den eneste herhjemme, der er kommet i modvind efter udtalelser om tragedien i Oslo. Mads 'Blærerøv' Christensen blev i går udsat for en læserstorm på bt.dk efter udtalelser om at ofrene på Utøya burde have overmandet drabsmanden.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Op imod 2000 læsere har på bt.dk eller Facebook kommenteret historien og konklusionen er klar: Mads Christensens udtalelser er upassende, dumme og respektløse. Deltag i debatten om Mads Christensen HER.

/ritzau/

HVAD MENER DU? HAR SØREN PIND RET, BLIVER HAN MISFORSTÅET ELLER BØR HAN TRÆKKE SIGE UDTALELSER TILBAGE.