Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard er en af de absolutte hovedpersoner i dem famøse PET-sag, der lige nu er uhyre tæt på at koste justitsminister Morten Bødskov jobbet.

Mandag aften erkendte Bødskov, at han havde givet urigtige oplysninger forud for retsudvalgets besøg på Christiania for at forhindre udvalget og Pia Kjærsgaard (DF) i at tage af sted. Ministeren havde i stedet bedt Københavns politidirektør om at melde afbud til turen, så der var en undskyldning for at aflyse det hele.

Pia Kjærsgaard er mandag aften dybt rystet.

- Jeg synes, Morten Bødskov opfører sig, som de gør i en bananrepublik.  Jeg er efterhånden ved at være løbet tør for ord, siger hun.

Pia Kjærsgaard har ekstraordinært lånt en af Dansk Folkepartis pladser i retsudvalget, så hun er klar til at i kødet på Morten Bødskov, når der tirsdag morgen er samråd.

- Jeg vil nok mest lade de andre tage ordet. Men jeg vil være med på samrådet, og lytte meget, meget nøje efter, hvad Bødskov siger. Hvis han siger noget, som jeg ved ikke passer, så vil jeg selvfølgelig slå til, siger Pia Kjærsgaard, der ikke tror Bødskov kan overleve som minister.

- Jeg kan næsten ikke forestille mig, at han kan fortsætte som minister,  uanset hvad han undskylder sig med på samrådet. Men det er jo op til Enhedslisten det hele, siger hun.