Da Helle Thorning-Schmidt torsdag aften annoncerede sin afgang som Socialdemokraternes formand, var de rullende kameraer ikke rettet mod hende – men mod hendes 37-årige partifælle få meter derfra. For allerede da var der ingen tvivl om, at pilen nu peger på Mette Frederiksen som den, der skal overtage partiet.
Mens S-profiler på stribe lige siden det øjeblik har annonceret deres støtte til Mette Frederiksen, syntes Thorning selv at gøre det mellem linjerne i sin tale få minutter efter, da hun slog fast, at hun godt nok var Danmarks første kvindelige statsminister, »men jeg er ikke den sidste«.
Og denne gang er Mette Frederiksen klar. Det var hun ikke, da hendes mentor Mogens Lykketoft i 2005 trak sig fra formandsposten efter et sviende nederlag til Anders Fogh Rasmussen (V), og hans fløj ville have hende som formandskandidat.
Artiklen fortsætter under billedet
Selv i så ung en alder var der store forventninger til Mette Frederiksen, der allerede havde mange år hos Socialdemokraterne bag sig – og partiets DNA flød nærmest i hendes årer fra fødslen. Hun er ud af en arbejderfamilie i den røde højborg Aalborg. Som 14-årig meldte hun sig ind i DSU som fjerde generation af aktive socialdemokrater.
Men 2005 var for tidligt, mente Mette Frederiksen dengang, og det blev som bekendt Frank Jensen, der stillede op mod Helle Thorning-Schmidt i formandsopgøret efter Lykketofts farvel. Og tabte. Det efterlod Mette Frederiksen i en form for politisk ingenmandsland. Hun var ikke på vinderholdet, og partiets venstrefløj var skuffet over, at hun ikke var gået mere aktivt ind i kampen for Frank Jensen. Hun endte med at danne sin egen kaffeklub, »Netværket«, der i dag tæller flere fremtrædende socialdemokrater.
Balancegang som kronprinsesse
Det var først efter magtskiftet i 2011, hvor Mette Frederiksen blev hentet ind på ministerholdet, at hun for alvor kaprede taburetten som partiets ukronede kronprinsesse. En rolle, der har betydet, at hun har balanceret på en knivsæg i forhold til at bakke loyalt op om Thorning og regeringslinjen, men samtidig har opbygget sin egen profil.
Og det er ikke altid, at den svære balancegang er lykkedes. Da regeringen i 2013 gav selskabsskattelettelser, skete det ikke med Mette Frederiksens og mange andre socialdemokraters billigelse. Der blev gravet dybe kløfter på de indre linjer, og de ellers så fasttømrede kaffeklubber var i opbrud.
Partitoppens reaktion på ulydigheden kom prompte. Aftenen inden Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister skulle præsentere sin kontanthjælpsreform, blev skattelettelserne lækket til pressen, og Mette Frederiksens pressemøde endte derfor i en sand parering af spørgsmål om den kovending om selskabskatterne, som hun var nødt til at forsvare.
Året efter – i kølvandet på DONG-salg og blødende meningsmålinger – sendte udtalelser i Børsen hende igen ud på gyngende grund:
»Når man ligger, hvor Socialdemokraterne gør lige nu, kan man jo grundlæggende gå to veje. Enten kan man tænke: »Det er os, der har ret, og danskerne der tager fejl«. Eller også kan man gøre sig selv den umage at tænke: »Det kunne være, det var danskerne, der har ret, og at vi derfor er forpligtede til at overveje situationen og se på, om der var noget, vi kunne gøre bedre og klogere«.«
Det var at stikke kronprinsessenæsen for langt frem, fnyste Thornings støtter i korridorerne, og ikke engang et døgn efter erklærede Mette Frederiksen for rullende kameraer sin helhjertede støtte til formanden.
På en politisk rejse
Man skal dog ikke tage fejl af Mette Frederiksens evner som dygtig magtspiller i det historisk så fragmenterede parti. Hun var ikke med i partiets inderkreds, da parløbet med SF blev søsat før 2011-valget, og hun sad ikke med i Det Sorte Tårn, da regeringsgrundlaget blev født. Men efterfølgende har hun opbygget en solid magtbase, ikke mindst gennem en stærk alliance med Henrik Sass Larsen, der traditionelt har været en af Helle Thorning-Schmidts mest trofaste støtter. Og med opbakning fra magtfulde topfolk som Nick Hækkerup og Bjarne Corydon, som hun jævnligt har holdt møder med i regeringsperioden, er enhver mulig sten på vejen mod formandsposten ryddet væk.
Mette Frederiksens rejse mod magtens centrum er samtidig fortællingen om en personlig politisk rejse. Som nyvalgt folketingsmedlem i 2001 kastede hun sig over daværende S-minister Karen Jespersens udlændingelinje og udtalelser om, at kriminelle asylansøgere skulle sendes til en øde ø.
»Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig,« lød det dengang fra Mette Frederiksen.
Tretten år senere, få dage efter, at hun havde overtaget Justitsministeriet, var det Mette Frederiksen, der stod på mål for regeringens stramning af asylreglerne, så flygtningefamilier blandt andet må vente et år på familiesammenføring. Hun overtog opgaven med at navigere regeringen, og ikke mindst Socialdemokraterne, stålfast igennem det politiske minefelt, som rets- og udlændingepolitikken gang på gang har vist sig at være.
»Mit mål som minister er at finde det rette balancepunkt mellem på den ene side at tage ansvar for at løfte opgaven, der følger af flygtningestrømmen, og udvise den påkrævede medmenneskelighed, og så på den anden side være fornuftens og realismens stemme,« sagde hun dengang til Berlingske.
I årene som beskæftigelsesminister viste Mette Frederiksen ligeledes, at hun har bevæget sig. At hun har taget skridt mod midten fra sin position som indigneret socialordfører på partiets venstrefløj, der selv af partifæller er blevet skoset for at svinge den røde fane for højt og holde 1. maj-taler året rundt. Tilbage i 00erne argumenterede hun eksempelvis for at flytte svage konstanthjælpsmodtagere til førtidspension i stedet for at »piske dem i beskæftigelse«. Men det var hende, der gennemførte stærkt kritiserede reformer på både kontanthjælp og førtidspension – og det var hende, der gang på gang måtte forsvare videreførelsen af den dagpengereform, som Socialdemokraterne havde nægtet at lægge stemmer til.
At hun har været igennem et holdningsskifte, har hun selv erkendt i enkelte interview:
»Den største ændring for mit eget vedkommende er af socialpolitisk karakter. Hvis du går nogle år tilbage, havde jeg den klassiske tilgang, at forsørgelse var det vigtigste. Det kan ikke, har jeg senere indset, stå alene. ... Vigtigheden af et reelt perspektiv i det enkelte menneskes liv, har jeg selv undervurderet,« udtalte hun i 2013 til Information.
I top på popularitetslisten
Hendes vælgere og bagland er loyalt og trofast fulgt med. Med 24.486 personlige stemmer er Mette Frederiksen stadig blandt de mest populære politikere, og i målinger af troværdighed og karisma har hun flere gange været den bedst placerede socialdemokrat.
I Ballerup, hvor hun er valgt og bor, har partisoldaterne utrætteligt ytret deres fulde opbakning – og forståelse for, at hun måske har været bundet af et regeringssamarbejde, men stadig står for »rigtige socialdemokratiske synspunkter«. Analytikere har netop peget på Mette Frederiksens evne til at kommunikere med troværdighed og gennemslagskraft – og hun er lykkedes med at få forsvaret for svære reformer og beslutninger flettet ind i en socialdemokratisk fortælling om ret og pligt.
Hendes bedrifter ved forhandlingsbordet har også høstet bred anerkendelse. Kilder i Enhedslisten har åbent fastslået, at det trods politiske uenigheder var nemmere at forhandle med hende end med andre i S-toppen. Og fra Venstres rækker – hvor Mette Frederiksen ellers tidligere gik under det lidet flatterende øgenavn »skrigeskinken« – har der lydt ros for hendes menneskelige fremtoning og blik for kompromissets styrke.
I Publicistklubben slog Lars Løkke Rasmussen (V) fredag fast, at han gerne ser et fortsat samarbejde hen over midten, så Danmark kan få brede aftaler om eksempelvis et nyt dagpengesystem.
»Men der skal to til tango,« lød det.
Spørgsmålet er nu, om Mette Frederiksen som ny socialdemokratisk formand vil være klar til at kaste sit parti ud på dansegulvet med en borgerlig regering.
