Hvis Liberal Alliance har de afgørende mandater efter valget, vil partiet have ændret aftalen om toldkontrol.

Folketingets skatteudvalg har mandag behandlet sagen om styrket toldkontrol ved grænserne.

Og hvis ellers kristendemokraten Per Ørum Jørgensen stemmer for, så skulle vejen være banet for, at regeringen sidst på ugen kan komme igennem med sin politik.

Men uanset om det lykkes, så kan styrket toldkontrol vise sig at have kort holdbarhed. For Liberal Alliance vil efter det kommende valg gå efter at få aftalen ændret.

- Vores indgang er, at det her er spild af penge, så vi vil gerne have det lavet om, siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.

Liberal Alliance ventes - hvis den siddende regering genvinder magten - at sidde med de afgørende mandater. Og det vil Samuelsen udnytte i en situation, hvor store dele af aftalen reelt først implementeres efter valget.

- Efter et valg, når vi har de afgørende mandater, vil vi presse på for at få indrømmelser her. Og regeringen står ikke til at have flertal uden os, siger han.

Regeringen og Dansk Folkepartis aftale om øget kontrol ved grænserne har levet et omtumlet liv, siden parterne indgik aftalen ved forhandlingerne om efterlønsreformen.

Tyskland og EU løftet kritiske øjenbryn, og det har ført til højlydt diskussion om, hvordan Danmark skal forholde sig, hvis ikke grænsekontrollen holder sig inden for rammerne af Schengen-samarbejdet og EU's regler om fri bevægelighed.

Det forventer regeringen dog, at den gør.

Som en udløber af det er kristendemokraten Per Ørum Jørgensen fortsat i tænkeboks med, om han vil stemme for eller ej - netop på grund af uenighed om, hvordan en eventuel konflikt med EU skal håndteres.

Liberal Alliance vil senere på ugen stemme sammen med oppositionen i folketingssalen, hvor oppositionen stiller med et beslutningsforslag om at trække regeringens forslag tilbage.

Regeringen har dog flertal med Dansk Folkeparti, løsgængeren Pia Christmas-Møller og Per Ørum Jørgensen - hvis han stemmer for.

/ritzau/