Forstanderen for AFUK, Anne Spohie Bergmann Steen, melder om stor respekt for Uffe Elbæk, der i dag har trukket sig fra posten som Kulturminister.

Uffe Elbæks beslutning kommer i kølvandet på intenst politisk pres fra både politiske 'venner og fjender', efter flere medier den sidste uge har beskrevet, hvordan Kulturministeriet har afholdt fem arrangementer til en samlet værdi af 180.000 kroner på Uffe Elbæks mands arbejdsplads, AFUK.

Bt.dk besøgte kort efter Uffe Elbæks beslutning om at trække sig AFUK's lokaler for at få en kommentar fra hans mand, men blev prompte afvist af en vagt i døren og bedt om at ringe til forstanderen.

Da bt.dk kort efter fanger Anne Sophie Bergmann Steen på hendes mobiltelefon, er hun klar i mælet.

- Ja, jeg har faktisk en umiddelbar kommentar. Den er, at jeg har fuld respekt - meget stor respekt - for Uffe Elbæk. Det samme kan man ikke sige om vores relation til medierne.

Er det fordi, at AFUK mener, at det er en medieskabt sag, og at Uffe Elbæk ikke har gjort noget galt i det her forløb?

- Jeg har absolut ingen anden kommentar, end den jeg lige har givet dig, siger Anne Sophie Bergmann Steen, og afslutter kort efter samtalen.