EU: Næste år skal gøres et seriøst forsøg på at sætte fredsforhandlingerne mellem palæstinenserne og Israel tilbage på sporet.

Det er meldingen fra EUs udenrigsministre, der på mandagens ministerrådsmøde satte fokus på Israels planer om at udvide antallet af bosættelser på Vestbredden, et skridt som ministrene udtrykker utilfredshed med.

- 2013 må være året, hvor der gøres et reelt forsøg på at skabe fremdrift i fredsforhandlingerne. Det fortjener både det palæstinensiske og det israelske folk. En palæstinensisk stat kan ikke meningsfuldt eksistere, hvis dens land er gennemskåret og besat af et andet lands bosættere, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Han peger desuden på, at Danmark har indført en dansk mærkningsordning for såkaldt »bosættelsesvarer« - en ordning som han mener, kan udbredes til det øvrige EU:

- Jeg opfordrede på dagens møde derfor EU-Kommissionen til at udarbejde nogle overordnede og frivillige retningslinjer for en mærkningsordning som den danske, så flere lande får lejlighed til at indføre ordningen, lyder det fra udenrigsministeren.

BNB