Socialminister Benedikte Kjær skal tage stilling til, om ældre med lort i bleen har ret til handicaptransport.

Det kræver Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, efter at have læst B.T. kan i dag fortælle, at en handicapchauffør fra Flextrafik nægtede at tage 78-årige Ruth Sztuk med, fordi hun havde lavet i bleen. Begrundelsen lød, at hendes lugt var til gene for de andre passagerer. Flextrafik fastholder over for B.T., at sagen blev håndteret korrekt af chaufføren. 

- Jeg ville gerne kunne sige, at vi ville gøre det helt anderledes en anden gang, men det kan jeg ikke, sagde områdechef i Flextrafik, Jens Peter Langberg i B.T. i går.

Martin Henriksen mener ikke, at selsskabets forklaring er tilfredsstillende:

- Jeg synes, at selskabet udviser dårlig dømmekraft Når man har den funktion at transportere handicappede, så skal man gøre alt for at leve op til den funktion. Hvis lugten fra en passager er til gene for andre, må man sørge for noget andet transport, siger Martin Henriksen, der vil bede ministeren redegøre for, om reglerne er blevet fulgt.

Læs også: Movia: Vi har fulgt reglerne

Det var yudmygende
Ruth Sztuks datter Sanne Sztuk er glad for, at hendes opråb i pressen nu bliver taget seriøst. Hun var selv til stede, da hendes mor blev afvist. Chaufføren krævede, at hun skiftede moren før han tog hende med, hvilket hun ikke følte sig i stand til.

- Det var enormt ydmygende at stå der, så jeg er glad for at der kommer en debat ud af det her. Jeg er sikker på, at der er andre som er blevet udsat for det samme. De tør bare stå frem, fordi det er pinligt, siger Sanne Sztuk.

Socialministeriet henviser B.T. til Transportministeriet, og her har det ikke været muligt at få en kommentar fra Transportminister Hans Christian Schmidt.