Frederik Andersen kunne med 24 redninger notere sig for anden kamp uden at lukke mål ind i fem NHL-kampe.

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen har for anden gang i bare fem kampe holdt buret rent for Carolina Hurricanes, der natten til fredag slog Detroit Red Wings 4-0 i den bedste nordamerikanske ishockeydivision, NHL.

Carolina har allerede kvalificeret sig til slutspillet i NHL, men må være glade for at have den 34-årige herningenser tilbage på holdet.

Andersen måtte sidde over i 50 kampe på grund af komplikationer i forbindelse med en blodprop, men er i 2024 kommet tilbage på isen og vundet samtlige kampe, hvor han er startet i målet for Hurricanes.

I Winnipeg stødte Nikolaj Ehlers og Jets sammen med Vegas Golden Knights, som sidste år vandt Stanley Cup.

Ehlers noterede sig for en assist, men han og co. måtte gå fra isen med et 1-4-nederlag.

Lars Eller markerede sig hverken med mål eller assist, men han og Pittsburgh Penguins formåede alligevel at tage en 3-2-sejr over Columbus Blue Jackets.

Frederik Andersen og Carolina ligger på andenpladsen i den østlige halvdel af NHL's grundspil.

Eller og Penguins ligger på 12.-pladsen og ligner ikke umiddelbart en kandidat til slutspillet i NHL.

Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers er med 94 point efter 73 kampe i den vestlige halvdel af NHL's grundspil noget nær sikre på en plads i årets NHL-slutspil.

Jets ligger på fjerdepladsen.

/ritzau/