Svensk bank køber dansk finansselskab

Den svenske storbank Svenska Handelsbank har indgået aftale med de danske småbanker, Morsø Sparekasse, Sparekassen Thy og Egnsbank Han Herred om at købe de tre bankers fælles finansselskab Spartacus A/S og dets datterselskab Spartacus Finans A/S.

Spartacus A/S, der er beliggende i Nykøbing Mors, har ca. 20 procent af det danske marked for finansiering af campingvogne og en betydelig markedsandel inden for finansiering af landbrugsmaskiner og personbiler. Datterselskabet Spartacus Finans udfører også leasingfinansiering for firmaer. Selskabernes kreditvolumen er på ca. 450 mio. kr.

Svenska Handelsbank begrunder opkøbet med, at koncernen i forvejen har en ledende position på det svenske marked for finansiering af salg og også har en stærk position i Finland og er ved at opbygge en tilsvarende position i Norge.

/ritzau/