Den danske folkebørs første år har været en fiasko. Kun 0,2 procent af ATP's medlemmer har benyttet sig af muligheden for at handle aktier på folkebørsen.

200 mio. kr. er brugt på at indføre det frie pensionsvalg og en folkebørs med et væld af fonde, et ratingsystem og en investeringsskole. Men danskerne er ligeglade med at forvalte deres egen pension. Regeringen har brugt pensionssparernes penge til en børs, hvor der stort set ikke handles. Det skriver Økonomisk Ugebrev.

Både Finansrådet og ATP siger, det er regeringens egen skyld.

- Der er stort set ingen af de mange medlemmer, som har interesse for at handle på Folkebørsen. Hvis vi skal holde gejsten oppe hos folk, skal vi konstant lave kampagner, og selv da er det kun ganske få mennesker, der reagerer, siger vicedirektør hos ATP Keld Nicolaisen, som administrerer regeringens folkebørs.

Kun i alt 5883 danskere har indtil videre prøvet at handle deres pension på Folkebørsen. Det svarer til 0,2 procent af de 3,2 mio. medlemmer.

/ritzau/