Elselskabet Nesa er nu klar til at sætte gang i satsningen på bredbåndsnet via fiber. Man venter at kunne nå ud til 220.000 kunder inden 2009.

Elselskabet Nesa er efter en indledende testfase nu klar til for alvor at udbyde bredbånd til kunderne via en kraftig fiberforbindelse. De første områder, der får tilbud fra Nesa, ventes på plads efter sommerferien. I takt med, at luftkabler lægges i jorden, vil Nesa frem til 2009 kunne nå ud til i alt 220.000 kunder med bredbåndsnettet.

Nesa har i testfasen konstateret forskellige "børnesygdomme", som man nu mener at være sluppet af med. Selskabet satser fortsat på at etablere et operatøruafhængigt net, hvor andre selskaber får frit spil til at udbyde tjenester oven på Nesas forbindelser.

Man har erfaring for, at 20-25 procent af kunderne slutter sig til i et typisk villaområde, og dette finder Nesa tilfredsstillende. Målet for selskabet er, at nå op på 40 procents tilslutning i løbet af en fem-årig periode.

- I betragtning af, at det er et nyt koncept og en ny leverandør på markedet, er vi ret tilfredse med tilslutningen, siger Gorm K. Elikofer, forretningsansvarlig for Nesas fibernet.

/ritzau/