Det var en brand, der blev dyr på mange måder, da en lagerhal gik op i røg og flammer på havnen i Skagen i går. Brandvæsenet fik alarmen klokken 17.24, og da man nåede frem til havnen, blev det hurtigt klart, at det ikke var hvad som helst, der befandt sig i lagerhallen.

Der var gået ild i en luksus-yacht til 150 mio. kr. fra Danish Yacht værftet, og den stod ikke til at redde. Ca. en time efter havde man kontrol over ilden, men en kraftig røgudvikling på havnen gjorde, at man var nødt til at afspærre området.

I lagerhallen var der også noget værktøj og en meget dyr kulfibermast, som heller ikke »overlevede« den voldsomme brand.

Ifølge B.T.s oplysninger var luksus-yachten, som var en katamaran-model, færdigbygget og netop solgt til en rig mexicaner. Danish Yacht-værftet havde bygget på den i tre år, og mexicaneren havde planlagt at afhente den tirsdag eftermiddag.

mml@bt.dk