Irma indtager nu Jylland og Fyn - i det små. Kæden åbner midt i april butikker i Århus og Odense.

Irma-pigen er blevet voksen og flytter nu hjemmefra - delvist. Irma-kæden drager vestpå og åbner to butikker i henholdsvis Århus og Odense.

Administrerende direktør i Irma Alfred Josefsen mener, at tiden er helt rigtig til at ekspandere uden for hovedstadsområdet. Og det slutter ikke her:

- Vores vision er at åbne op mod 20 Irma-butikker i de største byer i Jylland og på Fyn. Og vi har næsten allerede de næste beliggenheder klar. Men nu vil vi foreløbig se, hvordan kunderne tager mod de første Irma-butikker i Odense og Århus, siger Alfred Josefsen.

Det er ikke en tilfældighed, at Irma har udset sig to store byer. Forbrugerne i byerne ligner nemlig hinanden, uanset om de bor i København eller Århus.

- Der er en stadig voksende gruppe af mennesker, der har de samme værdier, når det gælder kvalitet og ansvarlighed. Derfor tror vi, at der er et behov for Irma, der adskiller sig ved at have varer af høj kvalitet, som man ikke kan købe andre steder, siger Alfred Josefsen.

/ritzau/