Fragtraterne vil stige, hvis rederierne beslutter sig for at droppe smutvejen gennem Suez-kanalen og sejle syd om Afrika. Og Egypten vil miste store indtægter.

Fragtraterne vil stige og Egypten vil miste store indtægter. Det vil blive konsekvenserne, hvis den internationale handelsflåde dropper sejlads gennem Suez-kanalen og det farlige sørøverfyldte farvand i Adenbugten. Det siger underdirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.

- Mange rederier overvejer deres situation, og om de skal tage den lange tur syd om Afrika. Set fra rederiernes synspunkt vil det sådan set være en god forretning, fordi fragtraterne vil stige. Flere skibe vil være låst i længere tid, fordi det tager op mod et par uger ekstra. For rederierne vil det være en god forretning, de skal sejle længere og får mere indtjening, siger Jan Fritz Hansen.

Men for især Egypten vil det være noget nær en katastrofe, hvis rederier verden over dropper den vigtige smutvej mellem Asien og Europa. Sørøverne har især rettet deres væbnede angreb mod handelskibe i Adenbugten mellem Yemen og det nordøstlige Somalia.

- Størstedelen af Egyptens indkomster kommer fra gennemsejlingen af Suez-kanalen, siger Jan Fritz Hansen.

I øjeblikket ønsker de fleste rederier at holde fast i smutvejen gennem Suez, men situationen følges tæt time for time på de danske rederikontorer og ikke mindst i Danmarks Rederiforening.

/ritzau/