Falck opkøber det danske vikarbureau ActivCare, som leverer vikarer til sundhedssektoren. En del af vikarerne skal hentes i Østeuropa.

Svaret på personalemanglen i den danske sundhedssektor ligger i Østeuropa. Det mener i hvert fald i Falck, der vil formidle østeuropæiske vikarer til den danske sundhedssektor.

Falck køber det danske vikarbureau ActivCare, som i øjeblikket formidler hver fjerde sygeplejerskevikar i Danmark. Fremover skal bureauet også hente vikarer i Polen og Slovakiet, fortæller koncernchef i Falck Allan Søgaard Larsen.

- Hvis man ser på situationen i sundhedssektoren i Danmark i de kommende år, så er vores analyse, at der bliver mangel på medarbejdere til at levere velfærdsservice. Vi mener, at vi med vores engagement i Centraleuropa kan få udenlandske medarbejdere til at arbejde med velfærdsydelser i Danmark, siger han.

Falck er EU's største operatør inden for ambulancetjeneste og har i øjeblikket 3000 ansatte i Polen og Slovakiet.

/ritzau/