Elgiganten har ændret mening og vil nu stoppe salget af tillægsforsikringer til børn og unge under 18 år.

Skarp kritik fra både politikere og Forbrugerrådet får nu Elgiganten til at stoppe salget af tillægsforsikringer til børn og unge. I fremtiden kan mindreårige kun tegne en tillægsforsikring, hvis de har deres forældre med i butikken.

- Vi tager den kritik, der har været fremsat, til efterretning og vil fremover kun sælge forsikringer til personer over 18, med mindre de unge har deres forældre med til at vejlede dem, siger Jesper Holmegaard, der er salgschef i Elgiganten.

Elgiganten kom i søgelyset, da Jyllands-Posten onsdag kunne fortælle om en 15-årig dreng, der havde tegnet en tillægsforsikring til sin mobiltelefon i elektronikforretningen. I artiklen fortalte Jesper Holmegaard, at Elgiganten ville fortsætte med at sælge tillægsforsikringer til alle kunder. Men den negative omtale har tilsyneladende fået salgschefen på andre tanker.

/ritzau/