En 100 procent effektiv vaccine imod livmoderhalskræft er en realitet. Dansk forsker forudsiger, at den bliver en del af børnevaccinationsprogrammet.

Et stort internationalt forskningsprojekt med dansk deltagelse viser, at en ny vaccine fuldstændigt kan forebygge de svære celleforandringer, der skyldes de to mest almindelige typer HPV-virus. Det er de to, der er skyld i de fleste tilfælde af livmoderhalskræft.

Professor og overlæge Susanne Krüger Kjær, Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet, siger, at det er intet mindre end et banebrydende forskningsresultat. Hun mener, at vaccinen vil kunne være godkendt og frigivet inden for en kort årrække.

- Jeg håber, at vaccinen vil blive en del af det almindelige børnevaccinationsprogram, så alle piger vil være beskyttet mod HPV-virus, inden de bliver seksuelt aktive, siger hun.

Hvert år får ca. 400 kvinder i Danmark konstateret sygdommen, halvdelen dør af den.

/ritzau/