Kendte ansigter er guld værd som reklame, og danskerne elsker at se dem sælge bl.a. togrejser, hårde hvidevarer og øl.

Hvis du skulle sælge sand i Sahara , skulle du prøve at ringe til Mads Mikkelsen, Michael Laudrup eller Søren Pilmark. For selvom de ikke er reklamefolk, kan de sælge produkter som ingen andre.

B.T. har talt med en række firmaer, der lige nu tjener kassen. Og mange af dem indrømmer blankt, at de kendte skal have æren for succesen.

DSB takker personligt Søren Pilmark for en ekstra omsætning på en kvart milliard. Skuespilleren er med Harry-reklamerne guld værd.

- Vi bruger 50 mio. kr. på reklamerne med Harry og Bahnsen om året. Det generer en omsætning på 250 mio. kr., kan man sige som tommelfingerregel. Søren Pilmark er et stort aktiv for DSB. Som en del af det samlede koncept yder han absolut sit bidrag,« siger Morten Bo Berthelsen, marketingschef hos DSB.

Ekstra øl i indkøbskurven
Tuborg er slet ikke i tvivl om, at Peter Frödin og Kirsten Lehfeldt får danskerne til at drikke flere af deres øl.

- Salget har haft en klar effekt af reklamen,« siger marketingschef, Carsten Suhrke. Han vil dog ikke ud med, hvor mange ekstra Tuborg, der er blevet smidt ned i danskernes indkøbskurve. Det er en forretningshemmelighed, forklarer han.

- Faktisk vil jeg sige, at det er vores største sucess – udover Finn og Jacobs Tuborg Squash reklamer. De var simpelthen fantastiske,« siger pressechef, Jens Peter Skaarup.

Boliger sælges også bedre, når skuespillere er i front.

- Vi kan se, at brugen af Dejan Cukic har fået vores omsætning til at stige 60 pct. Noget af det kan selvfølgelig også skyldes markedet, men det er klart, at det har haft en god effekt,« siger kommunikationschef i Home, Niels H. Carstensen.

Åbenbart får danskerne også mere lyst til at krydse Storebælt, når Mads Mikkelsen og Nicolas Bro gør det.

- Vi har ikke målt på, hvad de indbringer, men de har en positiv effekt. De har i hvert fald mere end tjent sig selv hjem,« siger Steen Øhman, analysechef i marketingsafdelingen i Sund og Bælt.

Faulis fristelser
Lån kan vi også lokkes til at tage – hvis »Taxa-Mike« – Peter Gantzler altså – synes, det er en god idé.

- Vi er helt overbeviste om, at brugen af kendte giver gode resultater. Det er lettere at få budskabet igennem, når man bruger kendte,« siger vicedirektør i Totalkredit, Anders Heick-Poulsen.

På trods af fedmeeksperters advarsler mod chokolade falder vi pladask for fristelserne, når Søren Fauli leger skildpadde.

- Reklamekampagnen med Søren Fauli har haft en god effekt på salget samlet set. Men vi har ikke målt direkte på, hvad han har betydet som enkeltperson,« siger Jesper Møller, administrerende direktør i Toms.

200 ton ekstra havregryn
Ota Solgryn, der ellers har haft et stagnerende salg af havregryn, har solgt 200 ton ekstra havregryn på et halvt år – en stigning på 16 pct. på grund af Michael Laudrup. Noget af et drømmemål scoret af alle danske drenges største fodboldhelt.

- Vi har aldrig set så stor en effekt af en reklame før. Solgryn er Danmarks bedst sælgende morgen–madsprodukt. Derfor er en stigning på 16 procent meget,«, siger Henrik Pasgaard, marketingschef for Ota Solgryn.