Hemmelige dokumenter afslører alvorlige problemer med overlydsflyet. Det var kun et spørgsmål om tid, før der ville ske en alvorlig ulykke med Concorden.

Det britiske luftfartsselskab British Airways erkender nu, at siden 1988 er Concorde-fly mindst én gang om året blevet ramt af dækeksplosioner under start eller landing.

Det var efter al sandsynlighed et eksploderende dæk, der forårsagede Air France-flyets styrt i Paris tirsdag i sidste uge, hvor 114 mennesker blev dræbt.

Hele syv gange har et eksploderende landingshjul på et Concorde-fly været skyld i nærved-ulykker.

Det værste eksempel indtraf 14. juni 1979, da dækket på et Air France-fly eksploderede under starten fra Dulles-lufthavnen i Washington. Metalfragmenter fra det ødelagte hjul perforerede tre brændstoftanke.

Problemet med de eksploderende dæk er så alvorligt, at British Airways har måttet forstærke dækkene, der er store og tunge som lastbildæk.

Den over 30 år gamle Concorde-konstruktion er ekstra sårbar over for eksploderende dæk, fordi flyets brændstoftanke er placeret lige over det bageste sæt landingshjul.

Billeder fra starten i tirsdags viser, at de største flammer ikke kom fra dødsflyets motor, men direkte fra nogle af de seks brændstoftanke i den venstre vinge.

Indledende undersøgelser tyder på, at stumper af gummi og metal fra landingsstellet har hvirvlet sig løs og gennemhullet vingen - ganske som det ifølge de nye, hemmeligholdte oplysninger er sket mange gange tidligere.

Franske teknikere sagde i går, at de havde fundet en del af en brændstoftank på startbanen. De bekræftede endvidere, at de store flammer, der slog ud fra flyet, sandsynligvis stammede fra en større brændstoflækage.

Det udstrømmende højeksplosive flybrændstof er øjeblikkelig brudt i brand. Muligvis har de flyvende gummi- og metalstykker også beskadiget den ene motor og fået flyet til at tabe højde umiddelbart efter starten.

I modsætning til andre og mere moderne fly er Concordens motorer ikke beskyttet af et skjold af det "skudsikre" fibermateriale Kevlar.

Hemmeligstemplede dokumenter fra de civile britiske luftfartsmyndigeder, CAA, afslører desuden, at der de senere år har været en række problemer med Concorde-flyenes Rolls-Royce Olympus motorer.

Teknikere har bl.a. fundet revner i motorernes køleringe og kompressorer foruden flossede kabler i turbinesystemerne.

CAA har systematisk videregivet oplysningerne til de amerikanske luftfartsmyndigheder, som for nogen tid siden slog alarm og beordrede både British Airways og Air France til at udbedre fejlene. Offentligheden fik ikke noget at vide.