De britiske Cayman Islands er erklæret i undtagelsestilstand inden orkanen "Ivan Den Grusomme" rammer øerne søndag eftermiddag.

Ivan har kurs direkte mod Grand Cayman, den største af de tre øer, der er et tropisk paradis for millionærer. Orkanen er ganske vist blevet nedgaderet fra kategori 5 (med vindstyrker på 270 km i timen) til kategori 4 med vind på 250 km i timen, men øerne forberedte sig alligevel på det værste.

"Vi har at gøre med potentielt katastrofale forhold," sagde James Ryan, formand for Caymans orkankomite søndag.

De fleste indbyggere er evakueret til hovedøen Grand Cayman, og flere hundrede har forladt øen med de sidste fly inden Ivans ankomst.

Cayman Islands med 45.000 indbyggere er erklæret i undtagelsestilstand, og indbyggere ved øernes kyster er flygtet fra både både de kraftige vindstød og de fem meter høje bølger, som Ivan bringer med sig.

Orkanen bevæger sig nordover med omkring 15 km i timen og forventes at ramme Cuba mandag og derefter muligvis Florida. 200.000 indbyggere er evakueret fra det vestlige Cuba, mens hovedstaden Havanna ser ud til at slippe for Ivans fulde kraft.

Ivan lagde tidligere på ugen Grenada i ruiner. 60.000 af øens 90.000 indbyggere er blevet hjemløse.