Boom i bonus til raske medarbejdere - på fjerkræ- slagteriet Rose Poultry i Brovst koster en sygedag 300 kroner.

  • LO: Arbejdsgivere skal betale for højt sygefravær

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Stadig flere virksomheder belønner raske medarbejdere med ekstra bonusløn.

    Det konstaterer Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) efter forårets lokale lønforhandlinger i industrien.

    »Vi oplever et boom af aftaler om fremmødebonus. Vi synes ikke særlig godt om det, men det er, hvad vores medlemmer bliver mødt med,« siger forbundssekretær i KAD, Tove Møller.

    Fremmøde-bonus bliver indført i virksomheder med stort sygefravær blandt medarbejderne. Aftalerne er skruet forskelligt sammen, men har det til fælles, at raske medarbejdere tjener mest, mens kolleger med sygedage må finde sig i, at bonus-beløbet skrumper ind eller forsvinder.

    »Der burde være andre måder at gribe problemer med fravær an på. Årsagen til sygefraværet kunne jo være et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og dét mener vi bør holdes ude af lønforhandlingerne,« siger Tove Møller.

    En af de arbejdspladser, der i foråret kom på KADs liste, er fjerkræslagteriet Rose Poultry i Brovst. Her giver en seks ugers periode uden syge- eller fraværsdage 888 ekstra løn-kroner ind på kontoen.

    En enkelt sygedag i løbet af perioden koster 300 kroner, den næste 250 kroner, og sådan fortsætter bonus-beløbet med at skrumpe, i takt med at den enkelte medarbejders fravær stiger.

    En ferie- eller fridag koster 30 kroner. Derimod koster det ikke at melde sig syg i forbindelse med en arbejdsskade. Eller at blive hjemme på sit barns første sygedag.

    Blandt de 400 medarbejdere var der ingen begejstring, da tillidsrepræsentant Margot Jensen stillede sig op i kantinen og fortalte, at hun havde indgået aftalen om mødebonus med ledelsen.

    »Da jeg stod i kantinen, var jeg ved at blive lynchet,« fortæller Margot Jensen.

    Hun valgte at indgå aftalen, da det stod klart, at der ikke var en krone mere at hente på timelønnen. Bonus var eneste mulighed for at få flere penge lokket ud af virksomheden, der i forvejen havde indført det forkætrede system på Rose Poultry i Vinderup.

    Siden ordningen trådte i kraft den 1. marts, er gemytterne dog faldet til ro:

    »Nu flår kollegerne deres lønsedler op for at se, hvor meget de har fået i bonus,« griner Margot Jensen.

    En del opnår den fulde bonus, der svarer til fire kroner ekstra i timen. De fleste må dog nøjes med godt to kroner.

    På direktionskontoret er personaledirektør Richard Løth tilfreds med, at sygefraværet er dalet fra ni procent til godt seks procent. Og ikke mindst, at fredags- og mandags-fraværet er på retur:

    »Det er klart, at man med bonus-ordningen fanger noget af det,« siger Richard Løth.

    I KAD lader Tove Møller sig dog ikke formilde af argumenter om, at bonus kan udrydde tvivlsomme sygemeldinger. Hun fastholder, at bonus-ordninger er et udtryk for dårlig ledelse. Og at fraværet kunne mindskes, hvis arbejdsgiverne tog en snak med deres medarbejdere.

    »Det skulle ikke være nødvendigt at honorere folk for at komme på arbejde,« siger Tove Møller, der har eksempler på ordninger, hvor bonuspuljen nærmer sig 3.000 kroner.

    Men personaledirektøren på Rose Poultry fremhæver, at bonus-ordningen på fjerkræslagteriet kun er ét element i en samlet fraværspolitik, der også indeholder tilbud om ergoterapi, motion og samtaler med en socialrådgiver. Derfor er det svært at sige præcis, hvad der har mindsket fraværet, mener han.

    »Bonus-ordninger kan ikke stå alene. Det ville være helt forrykt, og jeg er enig i, at forebyggelse også er vigtigt,« siger Richard Løth.

    Men forebyggelse løser ikke alle problemer:

    »Man kan komme langt uden bonus, men ikke så langt, som vi er nået,« siger Richard Løth.

    Kvindernes fagforening har eksempler på virksomheder, hvor hele lønstigningen bliver lagt over i bonus-puljen, mens grundlønnen bliver sat i stå. Den slags aftaler er skræmmende, mener KAD:

    »Vi er bange for, at bonus-ordningerne kommer til at give så meget, at folk går på arbejde, når de er syge,« siger Tove Møller.

    Igen søger personaledirektøren fra Brovst at berolige:

    »Der er en grænse for, hvor meget bonus-ordningen kan udbygges. Det skal ikke være sådan, at man er afhængig af sin bonus, og at man slæber sig på arbejde, når man er syg,« siger Richard Løth.

    I dag udgør bonussen fire procent af lønnen, og den kommer næppe over fem procent, vurderer han.