Musikken får nyt liv på den omhyggelige genudgivelse af Shu bi duas ni første album.
Når album, man allerede kan få i op til adskillige forskelliger version, genudgives, er den første naturlige tanke altid "penge"Hvad skal du nu bruge penge til.
Men drengene fra Shu bi dua har ikke brug for ekstra cash (så vidt vi ved).
Ligesom sangene, der blev skabt imellem 1973 og 1982, drejer det sig på denne boks med de ni første studiealbum alene om musikken, humoren og lyden.
Og når vi nu snakker om lyden, så er den som bekendt temmelig kummerlig på de Shu bi dua-album der frem til i dag har været tilgængelige.
Og alene af denne årsag er den nye boks en kasse med klasse og alle pengene værd (390 kroner).
Lige pludselig hopper de gamle slagere som "Den røde tråd", "Nam-Nam" og "Minus til plus" igen ud af højtalerne.
Og den gamle kærlighed bliver lynhurtigt afrustet.
Lad os tage skiverne én ad gangen
Shu bi dua 1:
Denne danske rockklassiker lyder stadig som om det hele er optaget i en papkasse. Men takket være den nye lydteknik, er vi nu tilstede i papkassen, hvor evigt grønne herligheder som "Stærk Tobak", "Små blå mænd" og "Lulu Rocken går" bliver til.
Shu bi dua 2:
"Nylon Brando" er stadig én af danskrockens sjoveste og mest rablende indslag og den dag i dag en liveklassiker for Bundesen og kompagni. Nu er shubberne rykket ud af papkassen og ind i noget, der lyder som et træskur. Men trods den manglende fancy lydteknik hopper nye klassikere som "Min baby bor i højhus" og "Jeg har købt en guitar" ud i stuen.
Shu bi dua 3:
Nu har drengene fra nordsjælland for alvor selv taget komponist-kasketten på. Og det resulterer i gruppens til dato bedste skive. "Sand-Hans" er stadig et sjældent eksempel på, at humor og god gammeldags liderlighed ikke behøver at give gustent resultat. "Knald i låget" viser vejen frem til det kommende årtis mere raffinerede og skarpe humor. "De tre så grise" er intet mindre end genial. Og albummets eneste svaghed er den gumpetunge "Damgaard".
Shu bi dua 4:
Nu kører det for alvor for Bonden, Dingen og de andre.
Sætlisten med "Nappa og nylon", "Vuffeli-vov" og "Slinger i valsen" er ikke til at skyde igennem. Det Michael Hardinger-styrede harmonikor slår nye danske rekorder i opfindsomhed, humor og vellyd. Og der er ingen vej udenom stemplet som "Danmarks ny nationalsangere".
Shu bi dua 5 (78'eren):
De trædes en lille bitte smule vande. Men albummet rummer også den intet mindre end geniale "Det råde tråd" - eksistentialisme for popnakker. Og så er "Danmark" og "Colour på tossen" jo heller ikke ligefrem at kimse af.
Shu bi dua 6:
Stadig ikke på højde med 4'eren. Men niveauet stiger igen. Og selv 31 år senere emmer "Melankoli", "Brdr Gebis" og "Ærmelunden" af alle mulige slags overskud.
Shu bi dua 7:
Så falder bomben. Shu bi dua stifter deres egent pladeselskab. Og samtidig udgiver de ikke alene deres eget men også et af danskrockens bedste album nogensinde.
Her er der dømt genialt fra start til slut. "Minus til plus" spidder reklamens magt uden at blive hellig. "Coffeeville" er bare dybt original musikalsk komik, der giver Spike Jones og Monty Python baghjul. "Advokatens Vise" kunne være historiens bedste revysang - på én gang aktuel og tidløs. "Stjernefart" er klog og rørende. ". Og sådan kan man blive ved.
Hvis du kun gider købe én af den "nye" skiver, så bør det være 7'eren.
Shu bi dua 8:
Nu har Kasper Winding afløst Bosse på trommerne. Lyden bliver derfor endnu mere strømlignet. Og musikalsk er 8'eren måske gruppens til dato mest elegante.
Sangene når selvfølgelig ikke bare i nærheden af forgængerens himmelniveau. Men stilen holdes stadig med velskabte sager som "We Wanna Be free" og "Costa Kalundborg".
Shu bi dua 9:
Allerede i åbningssangen varsles stilstand - "Nu ligger pladen her og drejer om sig selv", synger Bundesen. Og bortset fra en enkelt skarp, "Askepot" byder 9'eren ikke på noget syndeligt spændende. Det lyder flot. Men der sker mildest talt ikke det store.
Ekstra-materialet:
Hver skive i den nye shubi-boks rummer to til seks "glemte sange". Heldigvis er herlige ting som "Rap Jul" og "Ingen artikler om sangen i Go" inkluderet. Men ellers er der ikke noget at komme efter. Således viser engelsksprogede versioner af bl.a. "Colour på tossen" (Colorradio City) og "Rhum & Cola" med al mulig tydelighed, hvorfor Shu bi dua aldrig fik det store verdensgennembrud. Sjovt er det dog at lytte til demoversioner af bl.a. "Coffeeville"
