(5/6)

Anmeldelse: Overlegen opvisning af danske shotguns

Danske Shotgun Revolution beviste atter i Amager Bio, at de fortjener endnu større opbakning, end de allerede har.

De bedste rockbands derude minder én om, hvorfor man egentlig for et par istider siden solgte sin sjæl til og blev livsvarigt forelsket i det dér rock’n’roll hejs.

Desværre er der ikke fa’ens mange af den slags bands, hvorfor det på det nationale plan er så meget desto mere glædeligt, at københavnske Shotgun Revolution er ét af dem, der er. Og det faktum hamrede de i dén grad atter på plads i Amager Bio lørdag aften.

Og hvad er så formlen? Tja, den er lige så simpel på papiret, som den åbenbart er svær at praktisere i det virkelige liv. Men det handler om gode sange og et band, som i Shotgun Revolutions tilfælde spiller med en entusiasme og en kærlighed til rocken, som afgjort ikke er en bedre sag værdig (der findes nemlig ingen bedre sag).

Guitaristerne Martin Frank og Henrik Berger mejsler de fede hardrock riffs og klassiske soli ud i blokke og atter flere blokke, mens d’herrer i maskinrummet – bassisten Michael Karlsen og én af de bedste trommeslagere, jeg har hørt i nyere tid, Kasper Lund – holder tingene på plads med både en dynamik og et herligt swing, som på ingen måde er hverdagskost i denne genre. Hvilket blot efterlader sanger Ditlev Ulriksen, som udover at være en beundringsværdigt uprætentiøs frontmand leverer hver eneste linje med både muskuløs overbevisning og sårbar sjæl – alt efter hvad der skal til.

Shotgun Revolution er efterhånden et så solidt sammenspillet hold, at der til tider i Amager Bio gik ren overlegen opvisningsstil i dén. Ikke mindst i dét nummer, som i mine øren fortsat er bandets fineste øjeblik, ’What You’re Doing To Me’, da bandet som det naturligste i verden sneg et par omkvæd fra Guns N’Roses klassikeren ’Paradise City’ ind i sangen på en måde, så hele seancen blev et lærestykke i musikalsk dynamik, lys og skygge.

 Det med dynamikken er måske Shotguns største kvalitet og grunden til, at bandet kan slippe af sted med flere powerballader efter hinanden, uden at der bliver slået nævneværdige skår i dét momentum, som er alt om at gøre i hård rock.

Men kort og godt: kvintetten fra Amager er simpelthen ’bare’ et bragende godt rockorkester, som fortjener langt større opbakning, end de allerede har. De er i dén grad værd at værne om…

5 ud af 6 stjerner

DET SPILLEDE DE: ’Just Gettin’ High’, ‘Too Much Reality’, ‘Hustled N’Played’, ‘Driving Without Brakes’, ‘Legacy Of Childhood Dreams’, ‘Bleeding’, ‘No Good Bstrd’, ‘What You’re Doing To Me’ (inkl. ‘Paradise City’) ‘Hopefully’, ‘Run Daddy Run’, ‘Blessed Be My Child’, ‘Slipping Away’, ‘The Big Mistake’ ‘Won’t Be Coming Home’ ‘The Last Goodbye’

EKSTRA: ‘Constantly Medley’, ‘I Don’t Care’