Here, there & everywhere ... bortset fra Horsens. Poppens gudfader, der netop har aflyst sine danske koncerter fylder 70 i i dag

Hvis Paul McCartney havde gennemført sine to koncerter i Horsens om to uger, havde han stensikkert givet ’Let It Be’ og ’The Long And Winding Road’ Måske også ’The Fool On The Hill’ og ’Elanor Rigby’.

Skal man tro visse Beatles-eksperter har de fire Beatles-sange mindst en ting tilfælles. Udover deres status som skelsættende popmusik. Nemlig at de handler om én person, Pauls mor Mary. Mest åbenlyst i ’Let It Be’. Måske handler de nærmere om hans søgen efter hendes tilgivelse, forståelse og kærlighed.

Se billederne:

Paul McCartney

Moderen døde af kræft, da McCartney var 14. Egentlig var hans forhold til Mary delvis overfladisk. Ikke på grund af manglende kærlighed. Men som dobbelt arbejdende jordemoder havde hun skiftende arbejdstider, som betød, at Paul og hans bror mest var sammen med faderen.

Ved moderens død udtalte Macca en sætning, der senere er endevendt af alle, der har forsøgt at forstå, hvad der skabte det 20. århundredes mest betydningsfulde komponist: ’Er mor død? Så må vi finde en anden til at lave mad.’ Paul har selv udtalt, at det, der - udover de to guitarer - bandt ham og John Lennon sammen var tabet af deres respektive mødre.

’Det er noget mød’

Afstumpetheden eller den manglende evne til at tackle følelsesmæssigt krævende livssituationer har siden forfulgt Paul. Han udeblev f.eks. fra sin fars begravelse i 1976. Reagerede på John Lennons død med bemærkningen; ’Det er noget møg.’

Eksperterne er enige om, at McCartney lige siden har søgt efter moderens kærlighed. I den epokegørende musik. Som i det daglige liv. Den højt elskede, men musikalsk talentløse Linda McCartney var med i The Wings. Linda og Paul tilbragte samtlige nætter sammen i deres næsten 30-årige samliv, indtil hun døde af kræft i 1997. På nær en nat, som Paul tilbragte i et japansk fængsel.

I dag bliver Sir Paul 70. Skal man tro eksperterne har han tilbragt de 56 på en lang, vindomblæst rute på jagt efter love, love, love. Om han har fundet, hvad han søgte ved kun han. Vi andre kan bare sige tak for musikken.