To mænd, der mistænkes for at stå bag to bankrøverier inden for få timer på Fyn onsdag, er anholdt af Fyns Politi. Den efterlyste flugtbil er fundet.

Fyns Politi har anholdt to mænd, der mistænkes for at stå bag et sandt plyndringstogt tværs over Fyn. Ifølge politiet slog mændene først til mod Danske Banks filial i Tommerup onsdag formiddag, hvor den ene af mændene truede personalet til at tømme kassen for store sedler.

Undervejs skød han en kvindelig kunde i hånden med en medbragt gaspistol, fordi han kom i klammeri med hende. Kvinden blev efterladt med en mindre skade, mens manden benede ud til sin kumpan, der ventede med tændt motor i en grå Opel Vectra.

Få timer senere dukkede samme bil og samme mand så op igen i Nordfyns Bank i Kerteminde. Her truede røveren endnu engang det tilstedeværende personale til at udlevere andres penge.

Udbyttet fra røverierne er endnu ikke opgjort.

Mændene blev anholdt på en adresse i det centrale Odense, og kort efter fandt politiet også den grå Opel Vectra i nærheden.

/ritzau/