Engelske Lucy Letby forklarer sig i retten i Manchester disse dage.

Hun står anklaget for under sit arbejde som sygeplejerske at have slået syv spædbørn ihjel og at have forsøgt at slå yderligere ti ihjel.

Det skriver Independent.

Mordene og mordforsøgene skulle være sket på Countess Chester Hospital mellem juni 2015 og juni 2016.

I retten forklarede Lucy Letby, at det første barns død, en for tidligt født tvillingedreng, kom meget bag på hende.

»Jeg var chokeret. Det var et kæmpe chok for os alle sammen,« sagde hun.

Barnet døde, kort efter Lucy Letby var mødt på arbejde. Anklageren mener, at Letby slog barnet ihjel ved at introducere luft intravenøst i barnets blod.

Hun nægter sig skyldig i alle anklager.

Lucy Letby fandt barnets forældre på Facebook dagen efter dødsfaldet, men den interesse forklarer hun som helt almindelig nysgerrighed.

»Jeg tror, jeg var nysgerrig. Jeg ville se folkene, som den her forfærdelige begivenhed var gået ud over. Det er normal adfærd for mig – når jeg tænker på nogen, så slår jeg dem op,« sagde hun i retten.